Energinet har nået en vigtig milepæl i det store projekt, der i årevis har sat sindene i kog i det vestjyske. Den første del af den 172 kilometer lange Vestkystforbindelse er nu sat i drift. Det skete mandag, oplyser Energinet.

Dermed kan Energinet sende strøm gennem den nye 400 kilovolt-forbindelse mellem Endrup ved Esbjerg og Stovstrup nær Skjern – den midterste af tre strækninger, der tilsammen skal styrke elnettet langs den jyske vestkyst.

Mandagens udvikling er begyndelsen på enden af de mange tusind timers grave- og anlægsarbejde. Når hele forbindelsen står færdig i foråret 2026, vil Energinet nemlig fjerne den 81 kilometer lange 150 kV-luftledning, der i dag går fra Karlsgårde via Stovstrup og Videbæk til Idomlund ved Holstebro.

Ifølge Energinet vil det arbejde gå i gang, når hele el-motorvejen står færdig i foråret 2026.

Fra modstand til milepæl

Da planerne for Vestkystforbindelsen blev fremlagt, mødte de massiv lokal modstand. Mange kommuner og lodsejere ønskede ledningen lagt i jorden – ikke som luftledning på master.

Dengang sagde daværende formand for Landboforeningen Vestjysk, Søren Christensen, efter et møde om projektet:

- Det, jeg hørte i går, var, at der var en massiv opbakning hele vejen ned gennem Jylland til, at man er nødt til at finde en anden løsning. For hvis man ser de slides, der blev fremvist, så er det en meget kort strækning, hvor man ikke skal have dem hængende gennem luften. Når man tænker på, hvor meget der er gravet ned i forvejen, er man nødt til at finde en løsning, hvor vi kan være der alle sammen.

Siden er planerne blevet justeret flere gange, men Energinet har fastholdt, at en jordkabel-løsning på hele strækningen ikke er teknisk eller økonomisk mulig. Nu står første del af forbindelsen altså færdig – og snart forsvinder de gamle master.

Dele af den strækning, der bliver åbnet for brug nu, er steder, hvor kablerne er lagt i jorden. Det er de steder på billedet, der er markeret med lysegrøn linjeføring. Illustration: Energinet

Dele af den strækning, der bliver åbnet for brug nu, er steder, hvor kablerne er lagt i jorden. Det er de steder på billedet, der er markeret med lysegrøn linjeføring. Illustration: Energinet

- En stor milepæl

Chefprojektleder Christian Jensen fra Energinet kalder idriftsættelsen en vigtig milepæl efter mange års planlægning og arbejde.

- Der er mange komponenter og systemer, der skal spille sammen, før man kan sætte et anlæg som dette i drift. Vi har arbejdet intensivt de seneste måneder med test og forberedelser, og takket være et godt samarbejde med leverandører og entreprenører står den første del nu klar, siger han.

Den midterste strækning har været ramt af forsinkelser, især på grund af vanskelige jordbundsforhold nord for Varde Å, hvor Energinet måtte udføre lange underboringer i stedet for at grave kabler ned.

Fremtidens elnet

Vestkystforbindelsen er en central brik i opgraderingen af det danske elnet. Den skal sikre, at langt større mængder strøm fra vindmøller og solceller kan transporteres til forbrugerne i Danmark og videre til nabolande.

Samtidig er forbindelsen afgørende for, at elforbruget kan vokse i takt med, at fossile brændsler udfases til fordel for grøn strøm i elbiler, varmepumper og industri.

Når hele projektet står færdigt i 2026, øges kapaciteten markant – og Energinet forventer, at det vil bidrage til både lavere priser og en mere robust forsyning.

Efter mere end ti år med planlægning, protester, tilladelser og anlægsarbejde er Vestkystforbindelsen nu på vej ind i sin afsluttende fase.

Og selv om høje master fortsat vil stå i landskabet, er der for mange vestjyder udsigt til en form for afslutning, når de gamle ledninger fjernes og gravemaskinerne pakker sammen.

Energi