Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Af VE-rådgiver Mads Jakobsen, Fjordland

For tiden arbejder vi hos Fjordland med aflevering af flere miljørapporter for nye vindmøller og solcelleanlæg.

I flere af miljørapporterne er der blevet indarbejdet mulighed for at etablere store batterianlæg i projekterne, således at driften af solceller og vindmøller kan optimeres. Både til gavn for selve projektet og dets økonomi, men også til gavn for det overordnede elnet i Danmark, der jo som bekendt er voldsomt udfordret og på flere områder ikke er gearet til at håndtere den elektrificering af vores energiforbrug, som samfundet efterspørger.

Gem strømmen ved kilden

Korrekt implementeret kan batterier gemme den producerede strøm fra solceller og vindmøller i perioder, hvor der er rigeligt med strøm og lave priser, til perioder, hvor der er efterspørgsel og bedre priser på strøm.

Det giver faktisk rigtig god mening at gemme strømmen »ved kilden«, indtil der er brug for den, fordi det overordnede elnet således belastes mindre.

Den teknologiske udvikling på batterier går stærkt, og batterier i industriel skala er faldet voldsomt i pris over de seneste par år.

Batterier til vindmøller og andre VE-anlæg vil oftest blive etableret som standardcontainere på punktfundamenter, hvor hver container har en kapacitet på ca. 5 MWh.

Stor interesse blandt vindmølleejere

Mange ejere af eksisterende vindmøller har fået øje på dette, og vi oplever stor efterspørgsel efter rådgivning om etablering af batterianlæg ved eksisterende vindmøller.

Derfor holdt vi forleden en temadag på Fjordland om muligheder og faldgruber ved etablering af batterier ved vindmøller. Og med knap 40 deltagere kan man roligt sige, at der er stor interesse for emnet!

Der er dog en lang række forhold, der skal undersøges nærmere, før man kommer fra glittede papirer og lovende budgetter til realisering af et konkret anlæg.

Nettilslutningen er en fordel

En af de helt store fordele ved de eksisterende vindmøller er, at de allerede har nettilslutning. Man skal dog sikre sig, at vindmølle og batterianlæg kan arbejde sammen, og ikke mindst at det samlede anlæg kan arbejde sammen med elnettet. Derfor er der behov for en god dialog med det lokale netselskab.

Der er også en del myndighedsarbejde, der skal være styr på.

Tilladelser skal på plads

I langt de fleste tilfælde vil der skulle søges en landzonetilladelse samt en brandteknisk tilladelse fra det lokale beredskab.

Dette medfører, at kommunen skal gennemføre en VVM-screening og forholde sig til, hvilke vilkår der skal stilles til anlægget.

Først når det er på plads, kan man søge byggetilladelse og etablere anlægget.

I skrivende stund er der kun idriftsat ganske få anlæg, men vi er sikre på, at der vil være stor interesse for at etablere batterianlæg ved eksisterende vindmøller – både fordi der vil være en god forretning i det for vindmølleejere, og fordi det kan være med til at aflaste det overordnede elnet.

Energi