Vand har fyldt meget på den politiske dagsorden, og i magasinet DANSKVAND spiller vandsektoren ind med løsninger på flere af de store udfordringer inden for vand og energi. Eksempelvis kan lunkent spildevand fra landets 100 største renseanlæg potentielt varme 250.000 parcelhuse op ved hjælp af varmepumper, men de nuværende regler er ikke gearet til at udnytte den grønne varmekilde optimalt. Det lunkne spildevand rummer nemlig et stort potentiale som kilde til grøn varme, når det får hjælp af en stor varmepumpe. Men lige nu bliver den mulighed kun udnyttet i et meget begrænset omfang, fordi lovgivningen ikke lagt an på sektorkobling mellem vand- og varmeforsyning. Per Holm, direktør i spildevandsselskabet BlueKolding, fortæller, at selskabet gerne ville levere langt mere lunkent spildevand til fjernvarmenettet, men der er et loft i loven. Hvis selskabet skulle ønske at lave et anlæg på over 250 kW, ville det komme ind under varmeforsyningsloven. BlueKolding har i flere år drevet et mindre varmeanlæg under varmeforsyningslovens tærskel til ekstern opvarmning, nemlig til 160 ungdomsboliger i Kolding, hvortil kommer selskabets egne bygninger, »og det har kørt glimrende«.

Energi