Sol Nu ApS køber udvalgte kvalitets-solceller direkte fra kinesiske producenter til skarpe priser uden fordyrende salgsled – det giver konkurrencedygtige solcelleanlæg på danske landbrugsbedrifter, og hjælper den grønne omstilling på vej.
Hos virksomheden Sol Nu ApS har man fundet sin helt egen opskrift på at få fat i det stærkt voksende marked for solceller og solcelleanlæg til erhvervskunder - herunder landbruget.
- Vi forsøger at vende solcellemarkedet på hovedet ved at udfordre de høje avancer i markedet, så flest mulige kan være med på en grøn omstilling, lyder det fra virksomheden.
Opskriften handler om at kombinere direkte handel med anerkendte kinesiske solcelleproducenter, med lave administrationsomkostninger, meget begrænset lagerbeholdning, lav avance - og ikke mindst god rådgivning af kunderne til præcist at få skræddersyet det solcelleanlæg, der passer til den enkeltes behov og krav.
Det giver en både klimamæssig grøn – og en væsentlig billigere strømpris i form af effektive solcelleanlæg, der er attraktive for blandt andet landbrugsbedrifter, men også en række andre erhverv indenfor industrien.
Prisen er vigtig
Bag Sol Nu ApS, der startede i 2014, står indehaver og direktør Pernille Jensen, der styrer det hele fra hjemadressen i huset nær Randers, og som i de sidste 10 år har fokuseret på grøn energi.
- Jeg har en stor interesse for den grønne omstilling og vil gerne skubbe på den, forklarer Pernille Jensen, der samtidig påpeger, at netop prisen for solcelleanlæg er vigtig, og ikke må være en forhindring for dem, der ønsker at investere i den energiform.
Kina er verdens absolut største producent af solceller, og ved at kontakte producenterne direkte, fandt Pernille Jensen ud af, at der var store prisforskelle og fordele ved at købe direkte hos producenterne, og springe fordyrende salgsled, som eksempelvis grossister, over.
Kort tilbagebetalingstid
Med solcelleanlæg til langt under, hvad markedet ellers tilbyder, giver det også et større økonomisk råderum til eksempelvis landmænd, der vælger at investere i et solcelleanlæg på bedriften.
Og her taler vi om priser, der i nogle tilfælde er halvdelen af, hvad der ellers tilbydes på markedet. Samtidig skal kunden ikke betale én krone, før anlægget er leveret og opsat.
- Solcelleanlæg til landbrug er typisk 25-50 kW med en tilbagebetalingstid på mellem to og tre år, hvilket er kort, og hvor de fleste kan være med, fortæller Pernille Jensen.
Sol Nu kan dog også levere langt større anlæg i størrelser mellem 200 kW og 500 kW og både til tag og jordanlæg.
Udover direkte at importere solcellepaneler fra Kina, tilbyder Sol Nu også ingeniørberegning af bæreevne, ansøgning om byggetilladelse og montering, som udføres af udvalgte samarbejdspartnere.
Sol Nu har tillige erfaring med rådgivning og projektstyring af solcelleanlæg og andre grønne vedvarende energianlæg, blandt andet inden for vindenergi – lige fra myndighedsansøgninger, tilslutningsgodkendelser, landzonetilladelser og VVM-screeninger. Særligt ved jordanlæg betyder erfaringen en del ved myndighedsarbejdet.
Et solcelleanlæg kan typisk leveres og installeres på mellem tre og fire måneder fra bestilling.
Står inde for kvaliteten
Kinesisk og billig, men hvad med kvaliteten? Hos Sol Nu er man udmærket klar over, at der findes et hav af kinesiske udbydere og producenter af solceller.
Alligevel står man fuldt inde for både kvalitet og produkter fra de producenter, der er i programmet, der omfatter både tagpaneler og jordpaneler.
Solcellepanelerne er fra producenten Trina Solar, der er verdens anden største på markedet målt i solgte paneler i 2023 på verdensplan. Der gives optil 30 års ydelsesgaranti, hvor ydelsestallet skal være på knap 88 procent efter de 30 år.
To af inverterproducenterne, Huawei og Solplanet, tilbyder 10 års produktgaranti. Solplanet giver desuden mulighed for at tilkøbe ekstra garanti på op til 20 år. Særligt på servicen differentierer Solplanet sig, da de yder dansk support før, under og efter installation.
Montagesystemet er fra et tysk firma og produceret i Tyskland og der er kvaliteten blandt de absolutte bedste i markedet, vurderer Pernille Jensen.
- Vi har undersøgt markedet grundigt omkring producenterne, og har fundet nogle, der både er kendte og anerkendte i branchen, og det er lidt af en kunst at sælge det bedste i markedet til den billigste pris i markedet, siger Pernille Jensen.
Rådighedstarif
Energistyrelsen og Green Power Denmark arbejder konkret på at afskaffe den nuværende 50 kW grænse for, om man skal betale rådighedstarif eller ej. Den ordning vil man erstatte med en VE-kapacitetsbetaling, som gør, at det gerne skulle blive væsentligt billigere at installere større anlæg i forhold til nuværende rådighedstarifordning.
Den nye grænse ser ud til at blive 125 kW, ikke i forhold til VE-kapacitetsbetaling, men i forhold til, hvor nemt det er at få lov at tilslutte anlægget ved det lokale netselskab. Det vil betyde, at landmanden fremadrettet kan fokusere på sin effekt pr. time og ikke så meget 50 kW grænsen.