Varme og strøm i samme anlæg
Hargassner bruger Agromek til at præsentere deres nye fyringssystem, der kan producere både varme og strøm på træflis.
Træflis, der bliver til varme og strøm. Det skulle ifølge Bent Christensen, Hargassner Danmark, gerne være det store samtaleemne omkring hans stand på Agromek, hvor han har generatoren fra det nye Hargassner KWK-anlæg med – en nyhed, der er blevet tildelt én Agromek-stjerne.
Anlægget, hvis to moduler fylder 2,5 kvadratmeter og rager 70 centimeter ud fra væggen, producerer 60 kilowatt varme og 20 kilowatt strøm i timen, er en oplagt løsning til større landbrug og mindre industri, der selv kan aftage de 120.000 kilowatt strøm, der bliver produceret på årsbasis, fortæller Bent Christensen, der netop er vendt hjem fra producenten i Østrig, hvor han har set nærmere på det nye system, da LandbrugNord møder ham i virksomhedens lokaler i Øster Bjerregrav.
I Østrig slog han blandt andet vejen forbi en landmand, der har haft anlægget på prøve.
- Han brugte anlægget til tørring af korn, hø og flis samt opvarmning og strøm til både staldbygninger og stuehus, forklarer importøren, der allerede har mærket interesse for løsningen, der forventes klar til installation på det danske marked i juni 2019.
Billigt brændsel
Mens der findes andre anlæg på markedet, der kan producere både varme og strøm på træpiller, er KWK-modulet, det første i sin størrelse der kan gøre kunststykket på træflis.
- Og da det er dobbelt så dyrt at fyre med træpiller som med flis, får man altså noget mere ud af pengene på den her måde, fastslår Bent Christensen, der også garanterer, at anlægget presser al den energi man kan få ud af træflisen.
- Effektiviteten er på over 95 procent, når man ikke regner restproduktet med. Gør man det, bliver effektiviteten over 100 procent, da restproduktet er et kulprodukt, der kan sendes videre over i stoker-fyret og på den måde bliver flisen udnyttet igen, forklarer han.
KWK-anlægget virker ved et forbrændingsmodul, der omdanner træflisen til gas, der så driver en firecylindret motor, som både producerer strøm og det meste af varmen fra anlægget.
Og installationen er hurtig klaret.
- Anlægget kommer i to færdige moduler, som kan køres ind med en palleløfter og sættes helt op ad væggen. Derefter skal de bare forbindes med to rør, og der skal installeres to skorstene – en til afbrænding og en til udstødningsgassen fra motoren. Så installationen er klaret på halvanden til to dage, forklarer Bent Christensen.
Han håber at kunne sælge et par stykker af de KWK-anlæg om året.
- Der ryger nok ikke 10 afsted hvert år, men interessen er der, og det er en oplagt mulighed at tage op til overvejelse, hvis man alligevel står overfor rokade i forhold til nyt fyrrum.



































