Varmepumper - miljøvenlig, arbejdsfri varmeforsyning

Mange konkrete spørgsmål opstår i processen med planlægning af ny varmeforsyning. Ikke mindst når det omhandler etablering af varmepumpe.

Af Gunnar Schmidt, energi- og teknikrådgiver ved Bygge & Teknik I/S

VARMEPUMPER Har du behov for ny varmeforsyning, hvad enten det er til din virksomhed eller din bolig, er et varmepumpeanlæg i mange tilfælde en god mulighed.

Som rådgivere bistår vi jævnligt mulige købere med råd og vejledning omkring valg af løsninger og ofte også med bistand ved indhentning af tilbud. I forbindelse med begge dele opstår der mange konkrete spørgsmål.

Tilbudsgiver bør besøge dig

Ved indhentning af tilbud bør tilbudsgiver ubetinget komme på besøg på den påtænkte etableringsadresse, hvor vedkommende bør besigtige såvel det nuværende varmeforsyningsanlæg, som fordelingssystemet, inklusive radiatoranlæg.

Ved afgivelse af tilbud bør tilbudsgiver levere en beregning, som viser hvor stor en varmeeffekt, der er behov for.

Vedrørende antal tilbud på samme opgave, så er min anbefaling at indhente 2-3 tilbud. Får man flere, er der risiko for at fare vild i tilbuddene.

Hvad er med i prisen – og hvad mangler?

Inden man bedømmer tilbudsprisen, er det vigtigt at gennemgå, hvad der er indeholdt i tilbuddet, og hvad der mangler, for at der er tale om en køreklar løsning.

Husk også at forhøre dig hos din elinstallatør hvad det vil koste at tilslutte et varmepumpeanlæg. Hos én el-forbruger kan det være at tilslutningen er prisgunstig, da der ikke skal udføres ret meget. På naboadressen, som måske skal have et identisk varmepumpeanlæg, kan det modsat blive rigtig dyrt, på grund af at hele hovedtavlen skal udvides og måske skal der samtidig betales fast afgift til elforsyningen i form af Ampere-bidrag for udvidelsen.

Korrekt dimensioneret vil et varmepumpeanlæg kunne levere den nødvendige varmemængde, også på årets koldeste dag, men det kræver det rette komponenter. Tilbuddet bør derfor være udspecificeret. Dette gælder også for luft-til-vand varmepumpeanlæg.

Spar ikke på antal meter jordslange

Ved jordvarme er det vigtigt at der etableres et tilstrækkeligt antal meter jordslange. Er installatøren i tvivl, er det bedste råd at lægge nogle flere meter, idet flere meter jordslange på det samme varmepumpeanlæg vil sænke elforbruget til at levere en mængde varme, som varmeinstallationen skal bruge.

Et sted hørte jeg følgende udsagn: - Jeg skal ikke have varmepumpe, for den kan kun levere lunkent vand til radiatorerne.

Det er forkert.

Dagens varmepumper år 2020 kan levere 62 – 64 grader varmt radiatorvand, hvilket i 95 procent af tilfældene er tilstrækkelig til at levere varme nok på årets koldeste dag. De elektroniske styringer i moderne varmepumper gør, at fremløbstemperaturen til radiatorerne reguleres i forhold til udetemperaturen – jo koldere det er udenfor, desto højere fremløbstemperatur i centralvarmeanlægget.

Spørgsmål ved etablering af ny varmeløsning

Mange forsøger at finde svar på sine energispørgsmål ved at søge på nettet. Den faglige kvalitet af informationerne på nettet svinger meget, ikke mindst i diverse fora.  En mere sikker løsning vil være at kontakte en uafhængig rådgiver, da disse er økonomisk uafhængige af firmaøkonomiske interesser.

Læs også