En mindre fjerkræbesætning i Ramløse i Gribskov Kommune har fået konstateret fugleinfluenza. Det er det sjette tilfælde i Danmark i denne sæson.
En mindre fjerkræbesætning ved Ramløse i Gribskov Kommune med omkring 60 stykker fjerkræ er ramt af fugleinfluenza. Det viser prøver, som Statens Serum Institut har analyseret for Fødevarestyrelsen.
- Det er tredje gang i år, at vi finder den dødelige og meget smitsomme H5N1 fugleinfluenza i en besætning. For at begrænse fuglenes lidelser og for at forebygge smittespredning, går vi nu i gang med at aflive dyrene, fortæller veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Mette Kirkeskov Sie.
Udbruddet med fugleinfluenza er det tredje siden årsskiftet, og det sjette i denne sæson. Tilbage i januar blev 15.000 kalkuner ved Skælskør og 50.000 høns ved Hedensted aflivet på grund af fugleinfluenza.
- Udbruddene viser, at sygdommen kan slå ned alle steder, og vi må igen understrege, at det er uhyre vigtigt, at alle, der har fugle, følger reglerne, og holder deres fjerkræ inde eller overdækket, så vi bedst muligt beskytter fuglene mod at blive ramt af smitte fra de vilde fugle, siger Mette Kirkeskov Sie.
Sygdommen smitter kun meget sjældent til mennesker.
Zoner med særlige regler
Smitteudbruddet betyder, at Fødevarestyrelsen nu har oprettet en 3-kilometers beskyttelseszone og en 10-kilometers overvågningszone rundt om den smittede besætning. I overvågningszonen er det bl.a. forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle, medmindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen.
I begge zoner skal ejere af høns og andre fugle desuden registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.
Fødevarestyrelsen forventer tidligst at kunne ophæve restriktionerne 30 dage efter, at aflivning af fuglene og desinfektion af ejendommen er afsluttet.