Han glædede sig over, at proteinindholdet i sidste års høstede kornafgrøder lå meget højt, og derfor behøver svineproducenterne ikke at indkøbe samme mængder proteinkilder, som normalt. Til gengæld lå proteinprocenten i maltbyg i de fleste partier for højt, hvilket har vanskeliggjort afsætningen.

- Generelt er der for meget maltbyg på det europæiske marked, og derfor har dansk foderbyg siden nytår faktisk kostet mere end maltbyg, påpegede Lars Thorø og glædede sig over, at det er lykkedes for DLG at finde nye markeder. Blandt andet er der sendt flere skibsladninger så langt væk som til Colombia.

- Vi håber også på Kina, da kineserne efterspørger den holdbarhed i foder og fødevarer, som vi kan levere.
DLG-direktøren opfordrede generelt til, at man passer på afgrøderne, hvis de stadig ligger hjemme i laden eller i kornsiloerne.

- Det er levende organismer, som ændrer sig. Derfor kan de ikke passe sig selv.
Også indenfor sprøjtemidler havde han et godt råd: - Der er nye spændende og effektive svampemidler på vej. Derfor skal I ikke tage for meget hjem her i år.

Indenfor husdyrsektoren nævnte Lars Thorø, at tørken sidste år har betydet, at der har været en stor import af majs til foderingredienser til både kvæg og svin.

Endelig glædede han sig over, at DLG fortsat har en øget markedsandel både indenfor energiområdet og andre serviceydelser. Således har selskabet nu halvdelen af landbrugsmarkedet indenfor fyringsolie og brændstof.