To danske iværksættere bag firmaet Foodture markedsfører et planteprodukt fremstillet af fermenterede lupinbønner. De håber at slå igennem på det danske marked og at flytte produktionen fra Holland til Danmark.

Indtil videre har de brugt bønner fra hollandske lupiner, men inden årsskiftet skal basen i det fermenterede produkt, tempeh, fremstilles af danske lupiner. Tempeh skulle minde om tofu (fremstillet af sojabønner), det lanceres som et proteinrigt alternativ til kød og sættes til salg i danske supermarkeder, fremgår det af FødevareWatch.

Produktet er udviklet af Emil Døi van Dijk Jensen og Christian Munch i samarbejde med forskere på danske universiteter til københavnske restauranter og forskellige foodservice-virksomheder.

De to bag firmaet udvikler fortsat på produktet og omsætter et lille ton for cirka 50.000 kroner om måneden. Målet er at nå 40 tons i løbet af det første år, efter at de selv har fået gang i produktionen. I øjeblikket foregår den i Holland. Ambitionerne er, at produktet også skal indgå i færdige retter og måltidskasseløsninger. Det har været prøvekørt i Irma-butikker, efter sigende med godt resultat.