Formand savner erstatningsgaranti
Formanden for Større Jordbrug, Frederik Lüttichau, ønsker klarere præcisering i ny politisk aftale.
For nylig blev et meget bredt flertal i Folketinget enige om en ny aftale, som fremover skal gøre det forbudt at sprøjte i de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).
En række forhold i den politiske aftale trænger dog til klare præciseringer, så man som ejer kan stole på, at man opnår fuld erstatning, lyder det fra formand for Større Jordbrug i Landbrug & Fødevarer, Frederik Lüttichau.
Den politiske aftale om BNBO indeholder nemlig to faser. I den første fase er udgangspunktet »fuld erstatning på markedsvilkår«. Her er det op til landmænd og kommunerne inden 2022 at blive enige. Lykkes det ikke, så kommer der en anden fase, hvor forbuddene vil blive tvunget igennem via ekspropriation. Det fremgår af aftalen, at i et sådan tilfælde »kan det pga. EU’s statsstøtteregler også være relevant at give løbende årlig kompensation«.
I Sektionen for Større Jordbrug frygter man, at det meget nemt kan ende med et generelt forbud med en løbende årlig kompensation, hvilket vil være helt uacceptabelt.
- Vi kan ikke se for os, at man i kommunerne kan nå at komme rundt til alle ejere med et tilbud om en aftale med fuld erstatning på markedsvilkår. Dels kræver det mange ressourcer og de nødvendige kompetencer i kommunerne, men vi kan heller ikke se, at kommunerne har incitamentet til at nå indgåelse af frivillige BNBO-aftaler frem til 2022 – for hvorfor skulle de det? lyder det fra Frederik Lüttichau.
Formanden fortæller videre, at det vil være en fuldstændig uacceptabel løsning, hvis ikke alle opnår et aftaleudkast med fuld erstatning.






































