Ungdommen indtog fynsk ejerskiftemøde
Op mod 100 unge deltog, da den fynske landboforening Centrovice torsdag aften holdt ejerskiftemøde.
Hvis det udelukkende var lysten, der driver værket, når vi taler om ejerskifte af de danske landbrug, så var problemet løst. Det er i hvert fald, hvad et deltagerantal på 100 unge landmand til ejerskiftemøde hos fynske Centrovice torsdag, vidner om.
Fra arrangøren selv havde de spået på omkring 30 tilmeldte, da arrangementet røg i kalenderen, men det blev altså langt fra virkeligheden.
Og det var netop virkeligheden, det hele handlede om. For når en af de inviterede oplægsholdere, landbrugskundechef Benny Lage fra Vækstfonden, spurgte tilhørerne, hvor mange der ønskede sin egen gård, så var der flere hænder hævet i luften end sænket i skødet. Problemet er, at de søger opskriften på at komme fra drøm, opsparing, uddannelse og til virkelighed og nøglebundt i hånden.
Skal tåle et nej
Et eksempel på, hvordan drømmen kan realiseres, er den 32-årige ægproducent Henrik Pihl Winterø, som egentlig er uddannet indenfor kvæg, men sidste år overtog ægproduktionen på Aalundgaard på Vestfyn.
Han gav de unge indblik i hans erfaringer om ejerskifte. Og rådede først og fremmest de unge til at starte i god tid, dernæst at starte i det små, sørge for en god etableringskonto, inddrage familien og ikke mindst at få taget en god uddannelse som eksempelvis agrarøkonomen, som han aldrig selv fik taget.
- I bliver også nødt til at få noget erfaring, og gerne som leder. Og så skal I tåle et nej fra både banken, ejeren og realkreditinstituttet, for det får I – og det får I måske flere gange, lød det fra landmanden.
Ikke noget nyt
De unge tilhørere lyttede og noterede da også undervejs, men flere håndsoprækninger med spørgsmål til rentesatser og ejerforhandlinger gav også et indtryk af, at fremtidens landmænd godt ved, at der er mange bump på vejen. En af dem er 24-årige Daniel Frandsen, der skal overtage sin fars planteavlsgård på Lolland.
- Vi er kun lige begyndt at regne på det derhjemme, men det er lidt det samme, som vi hele tiden får at vide. Vi skal have noget kapital, og det er jo lige meget, om du skal generationsskifte eller købe i fri handel. Meget af det, vi får at vide i aften, får vi også at vide på skolen, sagde Daniel Frandsen, som var kommet til Vestfyn med et par klassekammerater fra Dalum Landbrugsskole, hvor de studerer til agrarøkonom.
Så selvom Fynske Bank, selvstændig landmand, Vækstfonden og Centrovice gjorde sit til at vise, hvilke muligheder og værktøjer de unge har og kan bruge, så bar stemningen præg af, at der stadig er lang vej fra drøm til praksis. Men lysten er og var der, og det er til gengæld også ét af de allerførste og vigtigste skridt på vejen mod selveje, påpegede flere af oplægsholderne i løbet af aftenen.









































