– Det bliver næsten en normal generalforsamling.

Det forudser formanden for Centrovice, Torben Povlsen, Sentved, efter over tre måneders ventetid og tilpasninger af corona-forholdsreglerne, her hvor landboforeningens årlige generalforsamling endelig kan afvikles på torsdag den 25. juni.

De seneste udmeldte forholdsregler gør, at mødet kan holdes i det store mødelokale på førstesalen i Centrovice-bygningen i Vissenbjerg, hvor der er plads til 125 mennesker under hensyntagen til smittereglerne. Desuden vil der udenfor lokalet være endnu flere pladser, og bliver tilmeldingen endnu større, kan også kantinen nedenunder tages i brug via visning på storskærm. 

Mød Merrild

- Det bliver vores første live-møde i Vissenbjerg, og dermed chancen for de fynske landmænd endelig at kunne mødes igen. Naturligvis har corona-situationen også sat sit præg på landbrugets forhold, og derfor er det både i en turbulent og interessant tid, vi nu kan samles til generalforsamling, siger Torben Povlsen.

- Der sker rigtigt meget omkring os, og derfor håber vi i bestyrelsen, at mange tilmelder sig til mødet. Og dermed giver os mulighed for denne vigtige dialog med medlemmerne om tidens og fremtidens aktuelle emner.

Landboforeningsformanden glæder sig også over, at medlemmerne får lejlighed til at møde Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild på torsdag.

- Her bliver der blandt andet chance for at spørge ind til organisationens varetagelse af landbrugets interesser.

For at deltage i generalforsamlingen, der indledes klokken 19.00, skal man være tilmeldt senest tirsdag den 23. juni til Centrovices sekretær Luise Søvrup på mail lss@centrovice.dk eller telefon 40 13 61 71.