Tørkepakken var på dagsorden
Tørkepakken var regeringens tiltag for at imødegå et samlet indtægtstab på 6 milliarder kroner for de danske landmænd. Men om tørkepakken hjælper dem, der har mest brug for det, mener formanden for Landboforeningen Limfjord, Claus Clausen, ikke.

Godt 80 medlemmer var samlet da Landboforeningen Limfjord afholdte deres årlige generalforsamling i landbrugscenteret i Skive.
Formanden, Claus Clausen, kunne konstatere, at hans håb om at 2017, trods udfordringer med megen regn, gerne måtte fortsætte ind i 2018 ikke blev realiseret. 2018 blev i stedet et år, som især bliver husket for den værste tørke i 100 år, som i større eller mindre grad har haft betydning for landboforeningens medlemmer.
- Der er store individuelle forskelle på udfordringerne hos vores medlemmer, og alt efter kombinationen af produktionstype, bonitetsforhold og sammensætningen af gældsforpligtelser, så vil nogen medlemmer på jysk sige, at det gik nogenlunde i 2018, mens andre reelt set arbejder gratis, og har kreditorerne til at dække underskuddet, lød det fra formanden.
Tørkepakken
Tørken kostede de danske landmænd et indtægtstab på omkring 6 milliarder kroner. Som hjælp vedtog regeringen en hjælpepakke, som formanden ikke mener rammer der, hvor behovet er størst.
- Jeg synes det er fint, at regeringen vil give en hjælp på 337 millioner kroner til erhvervet. Det svarer til 5,6 procent af det konstaterede tab.
Men hvis pakken havde til hensigt at hjælpe dem, som er kommet mest i klemme på grund af tørken, så er det ikke lykkedes, sagde Claus Clausen.
Slagteafgiften forsvinder i 2019, og en slagtesvineproducent vil kunne mærke dette med 5 kroner pr. gris.
- Men han kan have et langt større tab i marken, konstatererede Claus Clausen og fortalte, at han som mælkeproducent får kompenseret slagteafgiften, hvilket vil give en lettelse på 1.200-1.300 kroner.
- Men mit tab i 2018 er cirka 600.000 kroner, da der var færre salgsafgrøder, mindre grovfoderavl, indkøb af grovfoder og varmestress hos køerne.
Alle har fået andel i tabet på 6 milliarder kroner, og udfordringen bliver nu at håndtere det tab for den enkelte, lød det fra formanden.
Vandrammedirektiv
Også vandrammedirektivet lå formanden på sinde her langt inde i planperiode 2, hvor en stor del af indsatsen er udskudt til planperiode 3.
- Vi, der afvander til Limfjorden, har en trussel hængende over hovedet, for i 2027 skal målene være nået, eller målene skal være lavet om.
Der er kun 8 år tilbage, og for den enkelte landmand kan det virke helt surrealistisk. Vil de virkelig braklægge op til halvdelen af jorden, der afvander til Hjarbæk Fjord, Lovns Bredning og Skive Fjord?, spurgte Claus Clausen.
Han mener, at politikerne rider på to heste. De vil bevare landbrugsproduktionen og de vil opfylde vandrammedirektivet.
- Jeg stiller nu spørgsmålet, hvis begge dele ikke lader sig gøre, hvad er så jeres første prioritet?
Rådgivningsselskabet Landbo Limfjord har i 2017/2018 haft en omsætning på 47.751.852 kroner.
Det har givet et overskud på 1.301.897 kroner.
Landbo Limfjord har en egenkapital på godt 17 millioner kroner.
Landboforeningen Limfjord ejer landbrugscentret i Skive og rådgivningsselskabet Landbo Limfjord.
Landboforeningen Limfjord har vist et overskud på 754.140 kroner, hvoraf der er forslået 500.000 kroner til udlodning til medlemmerne i forhold til køb i Landbo Limfjord.
Bestyrelsen i Landboforeningen Limfjord
Claus Clausen (formand) (ikke på valg)
Lars Kristensen (næstformand) (ikke på valg)
Niels Holger Nordendahl (ikke på valg)
Jesper Thomsen (genvalg)
Carsten Boye Jensen (genvalgt)
Charlotte Gosvig (ikke på valg)
Kristian Boel Østergaard (genvalgt)
Chresten Christensen (ikke på valg)
Malene Sevelsted (ikke på valg)
Sejr Bisgaard (genvalgt)
Casper Kabel (valgt efter Svend Erik Villadsen ikke ønskede genvalg)









































