En af de største jordbesiddere i Nordjylland, Jørgen Holm Westergaard, har solgt en bid af sine 1.400 hektar jord til sin søn i forbindelse med et generationsskifte.
Jørgen Holm Westergaard, der ejer over 1.400 hektar jord i Nordvestjylland, har sat gang i et generationsskifte med en handel, hvor hans søn, Viktor Holm Westergaard, overtager en nyrenoveret ejendom og 281 hektar til en pris på 38 millioner kroner.
Det skriver Nordjyske. Jørgen Holm Westergaard vil af den opmærksomme læser nok også være kendt som tidligere direktør af Energi Danmark, hvor han efter 24 år i direktørstolen stoppede under megen opmærksomhed i februar sidste år.
Fratrædelsen skete midt i en sag om store bonusser, efter at energisektoren var blevet noget nær forgyldte. Men udover energisektoren har Jørgen Holm Westergaard også økonomiske interesser i landbruget, nærmere betegnet som ejer af det store gods Rosvang ved Sjørring, 10 kilometer vest for Thisted.
Det købte han på tvangsauktion i 2016, men nu er overdragelsen af godset og de 1.400 hektar jord så småt begyndt at komme i gang. Men det bliver et langsomt glidende generationsskifte, oplyser han.
- Det ville være en stor opgave for Viktor at løfte, hvis jeg solgte det hele på en gang. Det er han ikke helt parat til. Derfor er det her en start på et langsomt glidende generationsskifte, siger Jørgen Holm Westergaard til Nordjyske.dk.
Vil ikke stoppe foreløbig
Hans søn, Viktor Holm Westergaard, arbejder på landbruget Rosvang med planteavl, og de 281 hektar jord, som han overtager, bliver netop brugt til planteavl. Til handlen hører også herregården Råstrup på 357 kvadratmeter, som er en af de ældste i Thy.
Jørgen Holm Westergaard har dog ikke tænkt sig at stoppe foreløbig. Han siger til Nordjyske, at han stadig har 10-15 gode år i sig endnu. Faktisk overtager han en ny gård med svineproduktion i denne uge. Og det vil ikke være en overraskelse, hvis selskabet kommer med yderligere udvidelser.
- Jeg plejer at sige det sådan her: Vi bygger rigtig meget. Jeg bygger staldene og laderne, så de som minimum holder 100 år. Derefter må det være Viktors ansvar, siger Jørgen Holm Westergaard med et grin.