Rådgiver: Overblik starter med optælling
En opdateret optælling af dyr og lager gør både E-kontrol, økonomistyring og kontrolbesøg lettere, lyder det fra SvineRådgivningen.

En opdateret optælling af både dyr og lager giver et langt bedre grundlag for det daglige arbejde. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Det er måske ikke årets mest spændende opgave – men en statusoptælling kan betale sig.
Det fremhæver rådgiver Henriette L. Hansen i et nyhedsbrev fra SvineRådgivningen, hvor hun opfordrer producenter til at prioritere opgaven.
Mens nogle kun laver optælling én eller to gange om året – eller helt springer den over – anbefaler hun, at man gør det regelmæssigt.
Friske tal gør arbejdet lettere
Rådgiveren slår til lyd for, at en opdateret optælling af både dyr og lager giver et langt bedre grundlag for det daglige arbejde.
- Når du har en frisk optælling af dyr og alt, hvad du har på lager af foder, råvarer og tilsætningsstoffer, er det selvfølgelig lettere at lave din E-kontrol, påpeger hun.
Data styrker økonomien
Hun pointerer samtidigt, at opdaterede data giver bedre mulighed for at følge økonomien tæt.
For ifølge Henriette L. Hansen kan tallene bruges aktivt til at overvåge dækningsbidrag og produktionsøkonomi – og til at træffe bedre investeringsbeslutninger.
Derudover gør dokumentationen det lettere at komme gennem kontrolbesøg.
- Så kan du nemt bevise, at du overholder arealkravene, siger hun.
Systematik er afgørende
Når der arbejdes med data, er disciplin afgørende, understreger rådgiveren.
- Skal du kunne bruge optællingen – og de kommende – til noget, skal du være helt konsekvent. Lav opdelinger i kategorier, så du har tal på polte, gylte, søer, smågrise og pattegrise, råder hun og påpeger, at en ensartet opdeling gør det muligt at sammenligne tal over tid – og bruge dem aktivt i beslutninger.
Hun anbefaler samtidig, at optællingen kobles tæt til E-kontrollen.
- Lav optællingen umiddelbart før din E-kontrol, så du får det mest retvisende billede.
Tæl når dyrene er rolige
Ifølge Henriette L. Hansen kan tidspunktet for optællingen også gøre arbejdet lettere.
- Med søerne kan du lave en so-bingo, hvor du streger dyrene af på en liste, mens smågrise og pattegrise kan tælles på sti-niveau, foreslår hun.
Endelig påpeger hun, at man i foderladen godt kan arbejde med skøn, når det gælder større mængder, mens varer i kg og sække er mere enkle at opgøre præcist.
Skal du kunne bruge optællingen – og de kommende – til noget, skal du være helt konsekvent
Henriette L. Hansen, SvineRådgivningen






































