Sæsonen i Fokus 35 Vital nærmer sig sin afslutning, og det markeres med et stormøde tirsdag den 16. juni fra 12-15.30.

Her samles deltagere fysisk og online til en eftermiddag med faglige oplæg, erfaringsudveksling og konkrete værktøjer til at styrke produktiviteten i soholdet.

Fokus 35 Vital er gruppen for dem, der vil arbejde målrettet med effektiviteten. Konceptet bygger på månedlig benchmarking mod de øvrige deltagere samt fire årlige møder med eksperter fra hele Danmark som oplægsholdere.

Fokus på produktion og management

Stormødet foregår fysisk i fire byer i Danmark samtidig: Agerskov kro, Nupark i Holstebro, Agillix i Brønderslev og Dalum Landbrugsskole i Odense, hvorfra der streames live til de øvrige byer. Mødet kan også ses hjemmefra via link.

Dagens program, der både har et dansk og et engelsksproget spor, spænder bredt – fra polte og klovsundhed til fravænning og råmælksstrategier – med gennemgående fokus på løsninger, der kan omsættes direkte i den enkelte besætning.

Sådan optimeres investeringen i polte

Et af dagens temaer er, hvordan investeringen i polte kan optimeres.

Her sætter agronom Hans Aae fra Zinpro og dyrlæge Sanne Leth fra Porcus, blandt andet fokus på dataindsamling i danske besætninger – herunder klovscore og karantæneforhold – og hvilken betydning det har for både klovsundhed og holdbarhed i besætningen.

Fravænning starter i farestalden

Derudover retter konsulent Jes Callesen fra Progris blikket mod fravænning, hvor forberedelsen allerede starter i farestalden. Ifølge programmet er netop denne fase afgørende for, om man lykkes med fravænningen.

Råmælk er afgørende for overlevelse

Råmælksforsyning er også på dagsordenen. Her sætter dyrlæge Henriette Guldborg, Porcus, fokus på håndtering af store kuld og på, hvordan en målrettet råmælksstrategi kan øge overlevelsen, reducere antibiotikaforbruget og give mere robuste pattegrise.

Afrunding og kåring

Traditionen tro rundes stormødet af med et tilbageblik på året i Fokus 35 Vital.

Her vil der være en gennemgang af årets resultater i gruppen, og den besætning, der har rykket sig allermest, vil få overrakt »Porcus-prisen«.

Grise