Landbruget har fået et nyt værktøj, når de skal i markedet og handle korn og råvarer. Virksomheden Commoditrader har slået dørene op for en digital markedsplads, og inviterer alle i landbruget indenfor.

Det er gratis at oprette en bruger og handle på platformen, og der er ifølge Commoditrader ingen skjulte gebyrer, da målet er at skabe et mere åbent og transparent marked med priser, der er reelt sammenlignelige. 

Bag platformen står den midtsjællandske svineproducent Kim Kjær Knudsen (Allindemaglegården), Jytte Rosenmaj (medejer af storfarmen Idavang A/S og formand for foreningen Danish Farmers Abroad) samt Iben og Anders Møller (ejere af Kattrup Gods i Nordvestsjælland).

Flere om buddet

- For os er det centralt at få flere om buddet, når vi går ud for at handle. Vi tror, at vi med et redskab som Commoditrader vil kunne få nemmere og mere direkte adgang til flere markedsaktører end de få, vi ringer til i dag, siger Kim Kjær Knudsen, der tilføjer:

- Der er helt sikkert mere arbejde i at handle med en anden landmand, eller en vi ikke kender, men det er vigtigt for os at få et redskab, så vi har muligheden.

Commoditrader er i gang med at udrulle i Østeuropa og de baltiske lande for at give landmænd, handelshuse og producenter adgang til flere aktører i ind- og udland.

Finans