Aflast hestens ryg rigtigt
En ridetur i det fri kan virke både opkvikkende for hest og rytter, men har du in mente at få hestens ryg aflastet rigtigt undervejs? Det skriver Everhorse om på sin hjemmeside.
Både når der rides op og ned ad bakke aflaster rytteren nemlig hestens ryg ved at læne sin overkrop fremover. Skal der derimod rides ned ad en stejl bakke, skal rytteren læne overkroppen lidt bagud for fortsat at aflaste hestens ryg.
Når rytteren er nået lidt videre i sin uddannelse, kan man begynde at lade ham eller hende klatre med hesten. Det skal altid foregå i skridt og lodret, altså i faldlinjen.
Det er vigtigt for rytteren at have et fast fundament gennem et godt knæslutte, schenklerne ved gjorden. Derudover skal fodleddet være affjedrende med hæle, som trædes fremad og nedad, så rytteren holder balancen uden at hænge i tøjlerne.
Tag sikkerhedshensyn
At galoppere op og ned ad bakke bør kun foregå, hvor bakken er velegnet til det, og hvor bundforholdene er gode. Det er desuden en god idé at ride i et ensartet tempo.
Hvis rytteren kommer ud for særlige bundforhold, er der ifølge Everhorse bestemte forholdsregler og sikkerhedsmæssige hensyn, som bør tages. Hvis der rides over en særlig dyb og sumpet bund, bør rytteren aflaste hestens ryg og bagpart ved at bøje sin overkrop fremover og i givet fald forlænge tøjlerne. Hvis hesten synker dybere i, skal rytteren springe af og føre hesten ved tøjlen.
En asfalteret vej må kun krydses i skridt eller i rolig trav, og der skal rides lige over. Hvis jorden er glat eller frossen, skal rytteren sidde af og føre hesten ved tøjlen. Hvis der skal drejes, skal man passe på med store vendinger, så hesten ikke falder.




































