Forbudt at tale i mobiltelefon

Hesten betegnes som et køretøj, så du må ikke ride og tale i håndholdt mobiltelefon samtidig

Ifølge færdselsloven er en hest et køretøj. Det fremgår af lovens paragraf to stk. 10, og det betyder samtidig, at rytterne er omfattet af lovens bestemmelser, når man er på hesteryg i trafikken.
Skulle en rytter blive taget i at tale i håndholdt mobiltelefon, er taksten klar.
Der er en bøde på 1500 kroner på vej, og i Folketinget er der tilsyneladende flertal for en skærpelse, så det fremover også koster et klip i kørekortet at køre i bil og bruge telefonen.
Hvordan den del skal håndteres omkring ridning, vil kun tiden kunne vise. Ryttere på 15-16 år har jo ikke mulighed for at erhverve kørekort.

Kryds vejen samlet

Når en hest er et køretøj, må man ifølge Dansk Ride Forbund heller ikke ride på cykelstier, gangstier og fortov.
Opfordringen fra forbundet lyder samtidig:
»Giv tegn i god tid, så de andre trafikanter er forberedte på, hvad du vil gøre. Kryds vejen samtidig, hvis I rider flere sammen, lad aldrig vente på hinanden på hver sin side af vejen. Heste er flokdyr og kan finde på at løbe efter de andre heste. Kryds altid vejen hvor der er god oversigt.
Fodgængere skal altid passeres i skridt. Hvis en cyklist ønsker at overhale, så tag hesten ned i skridt. Hest og rytter betragtes som »større« trafikanter end cyklister og gående. Så det er dit ansvar at tage hensyn til cyklister og gående«, er den klare melding fra forbundet til rytterne.

Læs også