Tabte halmballer kan udløse straf

Chaufføren af et køretøj, som har tabt halmballer på vejen, kan straffes med betinget frakendelse af kørekortet alt efter forseelsens alvor.

På landbrugskøretøjer kan man frit vælge, hvordan man vil sikre sit gods. Ved vare- og lastbiler gælder der et særligt regelsæt. Arkivfoto

»Sæt ikke dit kørekort på spil - få hele lasten med hjem«. Sådan lyder opfordringen fra Byggeri & Teknik i et nyhedsbrev fra rådgivningsselskabet Sagro.

- Tabte halmballer samt tab af andet gods på offentlig vej kan udløse alvorlige ulykker. Derfor straffes chaufføren af et køretøj, som har tabt for eksempel halmballer på vejen, med betinget frakendelse af kørekortet, lyder det i nyhedsbrevet. Det betyder, at man skal igennem såvel teoriprøve som køreprøve og bestå begge for at beholde sit kørekort.

Hvis politiet vurderer, at der ikke er tale om groft uansvarlig kørsel, men »kun« uforsvarlig kørsel, koster det en bøde og et klip.

Frit valg

Ved landbrugskøretøjer er der ikke udspecificerede krav til udførelsen af sikringen af godset.

- Det betyder, at man frit kan vælge, hvordan man vil sikre sit gods. Hvis man anvender spændestropper til at sikre godset med, skal disse være belastningsgodkendte, lyder det i nyhedsbrevet, der fortsætter:

- For registrerede køretøjer over 3.500 kg (vare- og lastbiler) gælder et særligt regelsæt, hvor hovedreglen er, at alt gods skal fastspændes til køretøjet.

Læs også