– Det er altafgørende, at dansk landbrug får en forbedret konkurrenceevne ikke mindst på europæisk plan. Et middel vil her være en fjernelse af jordskatterne.

- Set i lyset af den løbende reduktion af EU-støtten, som landmændene skal forholde sig til i fremtiden, giver det mening at aftrappe jordskatten og fjerne den til sidst.  

- Det er en klar markering fra min side. Vi prøvede for et år siden at få den fjernet, og det vil jeg arbejde for igen i den nye valgperiode, lyder programerklæringen fra den fynske folketingsmand Erling Bonnesen, der genopstiller som kandidat for Venstre ved det forestående valg.

Helst blå

Statsminister Lars Løkke Rasmussens udmelding om, at han ikke vil være statsminister med støtte fra den yderligtgående højrefløj i dansk politik, men i stedet i den situation vil forsøge at danne regering med Socialdemokratiet, bakkes også op af   Erling Bonnesen, der er Venstres miljø- og fødevareordfører.

- Jeg går til valg på, at de fire partier, der i dag har flertallet, altså V, LA, K og DF også har det efter valget. Men den nye situation i dansk politik kræver nytænkning og ansvarlighed. Vi ser ekstremer på både højrefløjen og venstrefløjen, og det må ikke være det, som sætter dagsordenen. Så ender det i en mudret situation efter valget, så må vi få det afprøvet hen over midten, slog han fast i et interview i Effektivt Landbrug umiddelbart efter Lars Løkkes udmelding.

Ifølge Erling Bonnesen vil et samarbejde i en sådan »mudret situation« med Socialdemokratiet også være med til at sikre landbrugets situation.

Ikke ukendt med S

Venstremanden, der fra 1994 og frem til 2006 var borgmester i Broby Kommune, der i dag er en del af Faaborg-Midtfyn Kommune, fortæller, at han heller ikke er ukendt med bredt samarbejde hen over den traditionelle midte i dansk politik.

- Jeg har tre gange konstitueret kommunalbestyrelser og var borgmester i 12 år baseret på brede flertal. Her gik vi til valg på, hvad vi hver især ville, og så ved forhandlingsbordet konstituerede vi bredt bagefter.

- Så jeg kan godt se ind i det. Selvfølgelig vil jeg helst have den rene vare med rent blåt grundlag, men jeg kan godt se ind i det andet også, og det kan også lade sig gøre. Det skal afprøves, hvis situationen opstår, siger Erling Bonnesen.