Efter 27 år som slamsuger for det lokale kloak- og slamsugningsfirma, Svego på Møn, valgte Jan Kristiansen at gå solo, og han etablerede den 1. maj 2018 firmaet JK Dræn & Kloakspuling, som kører ud fra privatadressen på Vestmøn.

Jan Kristiansen kan således nu se tilbage på tre år som selvstændig, og det er »gået fremragende«, som den 58-årige mønbo selv udtrykker det.

- Jeg har fået mere og mere at lave og skal ikke klage. Indtil videre er opgaverne dog fortsat i et omfang, så jeg selv kan nå det hele, fortæller Jan Kristiansen, som tilbyder lidt af hvert.

- Jeg påtager mig dog kun mindre opgaver, og jeg skal på ingen måde ud at konkurrere med nogle af de større firmaer i branchen. Jeg er den lokale mand, som hurtigt kan rykke ud og løse forskellige småopgaver.

30 års erfaring

Rent geografisk rykker han som udgangspunkt dog ikke så langt, så Jan Kristiansen nøjes med at påtage sig opgaver i Sydsjælland samt på Møn og Bogø.

Landmænd med tilstoppede drænrør er blandt kunderne hos JK Dræn & Kloakspuling, og 30 års erfaring fornægter sig ikke, hvilket kunderne nyder godt af.

- Når landmænd har vand på deres marker, kan det meget vel være fordi, drænrørene er stoppet til. Det er ofte rødder, der blokerer gennemstrømningen af vandet, så jeg sender rodskæreren igennem rørene for at skære rødderne over, og jeg kan derefter så spule dem ud, forklarer Jan Kristensen, der nogle gange også skal ud at finde skjulte rør.

- Uanset om det er drænrør eller kloakrør, der skal findes, kan jeg kan finde rørene ved hjælp af søgeren, der kravler igennem dem. På den måde får vi de skjulte rør kortlagt, lyder det fra manden bag det lille firma på Vestmøn.