Styrelse kan hjælpe til cykelfest: Undgå at tour-hyldest koster EU-støtte
Der er rig mulighed for kreative udsmykninger på markerne langs den danske Tour de France-rute. Og ved at overholde få regler kan landmændene beholde retten til landbrugsstøtte på markerne, selvom de er udsmykkede.

Tredje etape af Tour de France 2022 går igennem Syd- og Sønderjylland fra Vejle til Sønderborg. Undervejs går turen forbi Dybbøl Banke. Foto © Daniel Villadsen
Danmark får fint besøg, når en af verdens største sportsbegivenheder til sommer triller gennem landet. I år begynder cykelløbet Tour de France nemlig med tre etaper i Danmark, og det giver danske landmænd mulighed for at udsmykke deres marker, der kan blive transmitteret til millioner af seere verden over. I 2021 blev løbet i gennemsnit set af 150 millioner seere, alene i Europa.
Og selv om en hyldest til cykelløbet næppe kan kategoriseres som traditionel landbrugsdrift, er der vide muligheder for at udsmykke en støtteberettiget mark, uden at retten til landbrugsstøtten til marken forsvinder.
- Det er en helt unik mulighed for landmændene langs ruten, og vi er klar til at rådgive, så de mange udsmykninger ikke bliver bremset af frygten for at overtræde reglerne og miste støtte. Så hvis man er i tvivl, må man hellere end gerne kontakte os for afklaring, siger teamleder i Landbrugsstyrelsen, Peter Byrial Dalsgaard.
14 dagesregel
De forskellige udsmykninger går under navnet »land arts« og kan variere vidt og bredt i størrelse, udformning og materialer. Ligger hyldesten i kortere tid end 14 dage på en mark i normal drift, vil det som udgangspunkt ikke give træk i støtten, men der kan være undtagelser.
- Helt grundlæggende får landmændene jo landbrugsstøtte for landbrugsaktivitet, så hvis der sker skade på marken, som går ud over årets øvrige drift, skal man huske at rette op på den skade, der er sket, siger Peter Byrial Dalsgaard.
Landmænd skal også være opmærksomme på, at der kan være visse begrænsninger for marker, der ligger brak eller er underlagt særlige miljøregler.
Tour de France-feltet krydser Danmark via tre etaper den 1., 2, og 3. juli. Første etape køres i det indre København, mens anden etape bringer rytterne fra Roskilde over Nordsjælland til Nyborg.