Der er lagt op til et spændende arrangement, når årets DM i pløjning løber af stablen i Skave udenfor Holstebro. Og det er selve arrangementsdelen, der kommer i fokus. Det siger Martin Rohde Andersen, der står i spidsen for afviklingen af DM.

- Vi er ikke 100 meter mestre i at arrangere pløjestævner, men vi mener, at vi har rimelig godt styr på at lave gode arrangementer, og det kommer vi til at fokusere på, siger han til LandbrugNord.

Under forberedelserne har pløjerne været gode til at hjælpe ham og de andre, der står for arrangementet. Og det har virket efter hensigten.

- Vi har mærket en god opbakning til DM, både internt hos LandboUngdom, men også fra hele pløjeafdelingen. De har været rigtig gode til at hjælpe til under forberedelserne, lyder det fra Martin Rohde Andersen.

Han har pæne forventninger til arrangementet.

- Jeg håber først og fremmest, at vi får to rigtig gode dage, hvor deltagerne fra LandboUngdom får et godt kendskab til hinanden. Vi har arrangeret overnatning for dem, og regner med at deltagerne får et godt sammenhold der, siger han.

Investerer i det sociale

Og der er investeret i det sociale aspekt af arrangementet, fortæller Martin Rohde Andersen, der tidligere var formand for LandboUngdom Midt-Vest, men nu sidder i LU’s hovedbestyrelse.

- Vi bruger nogle penge på at gøre noget for pløjerne, og vi er selvfølgelig meget glade for, at der er nogle sponsorer, der vil være med til at gøre noget for pløjerne, siger han og fortsætter:

- Og det er den måde, vi har fundet ud af, at vi helst vil køre arrangementet. Så de får noget ud at komme, og kan mødes og snakke med hinanden, ud over at konkurrere med hinanden, lyder det fra Martin Rohde Andersen.

Mange skal i sving

Det er ikke noget lille arrangement, som han står i spidsen for. Og der er mange i omdrejninger i løbet af de to dage, som DM afvikles i. Det hele foregår på frivillig basis.

- Vi regner med at vi lander på cirka 40-50 frivillige til arrangementet fra LU MidtVest, og derudover er der 20 frivillige dommere. Og for at tilgodese dem har vi sørget for indkvartering. Desuden kommer de frivillige fra LandboUngdom gratis med til den fest, vi holder lørdag som afslutning på DM, siger han.

Og om alt går vel, bliver DM i pløjning lidt af et tilløbsstykke. Det håber afvikleren i hvert fald på.

- Vi håber, at der kommer op mellem 800 og 1.000 tilskuere. Vi ved ikke, om vi er pessimistiske, for det her er jo ikke noget, vi har hvert år. Men det handler lidt om at stikke en finger i vejret og håbe på det bedste, udtrykker Martin Rohde Andersen det.

Ved sidste års DM i pløjning, der fandt sted ved Nibe, var der 1.400 tilskuere. Deltagerne ved DM er fundet via regionale konkurrencer, og der er guld, sølv og bronze til de tre bedste i hver kategori. Og vinderen af DM kvalificerer sig til VM i pløjning i 2023.