Dyrlæge: Skal vi være bedre i morgen? Så flyt grænsen
Bedre dyrevelfærd kræver tydelige beslutninger om, hvornår medarbejderne skal reagere på syge grise, mener grisefagdyrlæge Lars Haahr Andersen fra LVK Dyrlægerne.

Lars Haahr Andersen, grisefagdyrlæge hos LVK Dyrlægerne, opfordrer besætningerne til at beslutte, hvor de skal reagere tidligere på syge grise. Foto: LVK
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Ambitionen om bedre dyrevelfærd skal omsættes til konkrete ændringer i besætningernes hverdag. Ejer, driftsleder og dyrlæge skal beslutte, hvor grænsen går, og hvad medarbejderne skal gøre anderledes.
Det påpeger Lars Haahr Andersen, grisefagdyrlæge hos LVK Dyrlægerne, i en artikel med afsæt i budskaberne på Grisekongressen.
- Hvis dyrevelfærden reelt skal være bedre i morgen, skal vi være meget mere konkrete om, hvad vi gør anderledes, skriver han og fortsætter:
- Det kræver, at vi flytter nogle af de grænser, vi arbejder efter i dag.
Nogen skal beslutte, hvor grænsen går
Det ansvar ligger først og fremmest hos ejer eller den ansvarlige driftsleder i samråd med besætningens dyrlæge.
Sammen skal de beslutte, hvor barren skal ligge, omsætte det til få og tydelige regler for medarbejderne og derefter fastholde dem i hverdagen.
- Det er ikke nok at sige: Vi skal reagere tidligere på syge grise.
Spørgsmålet er ifølge dyrlægen, hvor meget tidligere der skal reageres, og hvad medarbejderen konkret skal gøre anderledes i morgen.

Ejer, driftsleder og dyrlæge bør aftale tydelige rammer for, hvilke grise der skal i sygesti, og hvornår behandlingseffekten skal vurderes, påpeger Lars Haahr Andersen. Foto: Camilla Bønløkke
Sygestierne er et oplagt sted at begynde
I nogle besætninger kan brugen af sygestier være et område, hvor man kan tage et markant fremskridt. Lars Haahr Andersen opstiller to konkrete ændringer:
- De grise, der i dag behandles i den almindelige sti, skal fremover i sygesti. De grise, der i dag tages i sygesti, skal fremover aflives.
Det er en markant ændring, medgiver han. Men netop derfor er den også nem at kommunikere.
Samtidig bør ejer, driftsleder og dyrlæge tage bevidst stilling til flowet gennem sygestierne: Hvilke grise kommer ind? Hvor tidligt? Hvor længe skal de være der? Hvornår vurderes behandlingseffekten? Og hvornår skal der træffes beslutning om enten tilbageflytning eller aflivning?
- Sygestien må ikke blive et sted, hvor den næste beslutning blot bliver udsat, påpeger Lars Haahr Andersen.
Det behøver ikke være sygestien
Den vigtigste forandring er ifølge dyrlægen ikke nødvendigvis den samme i alle besætninger.
I én besætning kan det handle om sygestier. I en anden kan den nye grænse være, at alle grise med tydelige tegn på hjernebetændelse straks skal aflives. I en tredje kan det handle om at reagere tidligere på halthed eller andre sygdomstegn.
Lars Haahr Andersen ser en sammenhæng med grisedyrlæge Mette Kraghs budskab om klove på Grisekongressen: Skal dyrevelfærden forbedres, kræver det, at problemerne bliver set tidligere, og at der bliver handlet på dem tidligere.
Han opfordrer derfor til at stille spørgsmålet:
- Hvor har vi accepteret en grænse i dag, som vi egentlig godt ved burde flyttes?
Flyt grænsen og hold fast
Bedre dyrevelfærd skabes ikke af gode intentioner alene, understreger Lars Haahr Andersen.
Ejer og driftsleder skal sammen med dyrlægen vælge, hvor der konkret skal handles anderledes, sætte en ny grænse og gøre den så tydelig, at medarbejderen ved, hvad der forventes.
Derefter kommer ifølge dyrlægen den måske sværeste del: at fastholde den nye grænse - også når der er travlt.
- Vi bliver ikke bedre af at gentage, at vi skal være bedre. Vi bliver bedre, når vi beslutter, hvad vi vil gøre anderledes i morgen, flytter grænsen og holder fast.
Agromek
Følg med, når Effektivt Landbrug dækker Agromek i Herning. Læs alt om landbrugets seneste produktinnovationer og spændende nye teknologier.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.









































