Medie: Får strakspåbud efter ulykke

Der var ikke fuldstændig udsyn fra den gummiged, hvor en 67-årig mand i marts måned mistede livet i en ulykke, og derfor har ejeren af gården, hvor ulykken fandt sted, nu fået strakspåbud af Arbejdstilsynet, skriver Herning Folkeblad.

Den 17. marts mistede en 67-årig hollandsk mand livet, da han blev kørt over af en gummiged under et virksomhedsbesøg på en gård i Sdr. Felding udenfor Herning.

Ifølge politiet stod manden udenfor, da en gummiged med en strømaskine til halm monteret foran kom kørende rundt om hjørnet. Ifølge Politiet puffede gummigeden til manden, hvilket fik ham til at falde, og derefter blev han kørt over af gummigeden.

I forbindelse med opklaringsarbejdet underrettede Politiet Arbejdstilsynet, og de har nu færdiggjort deres rapport. Herning Folkeblad har fået aktindsigt i rapporten, og af den fremgår det, at landmanden har fået strakspåbud af myndighederne.

Ikke nok udsyn

For ifølge rapporten var der ikke ordentligt udsyn fra gummigeden, da den kørte med en bigballe foran.

»Føreren af gummihjulslæsseren har ikke et fuldstændigt udsyn til personer i området foran, på grund af den påmonterede strømaskine med bigballe, der dækker helt eller delvist for udsynet. Det er derved muligt at påkøre personer i det blinde område foran køretøjet. Når førerens udsyn er helt eller delvist spærret, og der sker en påkørsel, er der betydelig fare for alvorlig tilskadekomst«,

»Virksomheden påbydes at sikre, at anvendelse af gummihjulslæsser med tilhørende strømaskine, kan ske sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder at der er truffet effektive foranstaltninger til sikring af tilstrækkelig udsyn, fra førerpladsen i gummihjulslæsseren. I skal efterkomme påbuddet straks«, skriver Arbejdsmiljøtilsynet i sin rapport ifølge avisen.

Har efterkommet påbud

Gårdejeren har ikke ønsket af kommentere sagen. Ifølge Herning Folkeblad har ejeren af gården, hvor der er mælkeproduktion, imødekommet det påbud, der er blevet pålagt, ved at installere et nyt overvågningssystem.

Læs også