Vejret sætter en stopper for planlagte jordprøver

På Djursland er kun lidt over halvdelen af de planlagte jordprøver blevet udtaget. De store mængder vand gør det umuligt at køre på arealer med lerjord.

- Der står vand overalt. Det er mange år siden, at vi har set så meget vand. Vi vil ikke risikere at ødelægge en hel vækstsæson ved at lave dybe spor, derfor tager vi kun prøver de steder, hvor det er muligt lige nu, forklarer Erik Silkjær Pedersen, planteavlskonsulent og forsøgsleder, Djursland Landboforening.

Hver gang, der kommer 5-10 millimeter vand, skal der ventes tre dage, før der kan køres i marken. Lige nu bliver der kørt på sandjord eller stubmarker, men arealerne med lerjord må vente til næste år, hvis vejret ikke bliver mere stabilt.

- Hvis der pludselig kommer en ændring i vejret, og hvis vi ikke får frost, kan vi fortsætte med at køre frem til februar, men det er svært at sige noget om nu, forklarer Erik Silkjær Pedersen.

- Det er en rigtig træls situation for det hele kommer til at forrykke sig i et år.

Hvis man som landmand ønsker at få foretaget jordprøver på sine arealer, så er det en god ide at kontakte landboforeningen og få en snak om jordtype og ikke mindst om, hvad der er på arealerne.

- Vi udtager stadig jordprøver, hvis man har sandjord eller stubmarker, ellers er det muligt at blive skrevet på listen til næste år, lyder det fra Erik Silkjær Pedersen.

Læs også