Vilde heste bliver sat ud i nordjysk naturområde

Det er heste af denne type, der flyttes fra Langeland til et naturområde mellem Støvring og Skørping.
Til efteråret flytter en flok »vilde heste« ind i statens netop opkøbte naturområde ved Lindenborg Ådal i Nordjylland. Det er heste, som kommer fra den flok, der har græsset på sydspidsen af Langeland siden 2003.
Det afslørede miljøminister Lea Wermelin, da hun besøgte ådalen i går. Hestene skal være med til at give naturen i området et løft. Det ligger fire kilometer nord for Rold Skov og Rebild Bakker.
Hestene er af exmoor-racen, som klarer sig selv året rundt stort set uden menneskers indgriben, og de hjælper med at pleje naturen ved at holde buske og krat nede og skabe dynamik i vegetationen til gavn for blomster og insekter.
Der er nu så mange heste på Langeland, at en del af flokken skal finde et nyt sted at græsse, så der er mad nok til hestene, når vinteren sætter ind. Derfor flyttes 20 ungheste fra flokken til Nordjylland til efteråret.
Her har staten købt et naturområde i sammenhæng med det eksisterende statslige naturområde Skindbjerglund. De to naturområder bliver til ét sammenhængende område på i alt 225 hektar, hvor der vil være fuld offentlig adgang som i de øvrige statslige naturområder. Der har været juletræer på dele af området, men det skal nu genskabes som overdrev, der er kendetegnet ved masser af blomster, sommerfugle og andre insekter.
Da Naturstyrelsen først lige har overtaget det nye areal, skal hestene gå i en midlertidig indhegning vinteren over. Dele af området afgræsses i forvejen med kreaturer, som nu får selskab af hestene.
Naturstyrelsen forventer at sætte hestene ud sidst i oktober i år.