Der er flere gode takter i Klimarådets nyeste anbefalinger, men samtidig overser de flere centrale pointer og allerede aftalte initiativer for landbrugets omstilling, påpeger L&F’s klimachef, Hans Roust Thysen.
Klimarådets netop offentliggjorte rapport, »Danmarks klimamål i 2050«, mangler vigtige elementer, mener klimachef i Landbrug & Fødevarer, Hans Roust Thysen:
- Vi synes, det er positivt, at Klimarådet har fokus på, at der skal produceres fødevarer i Danmark, og at Danmark fortsat skal være et markant fødevareeksporterende land. Men Klimarådet har ikke indregnet det fulde potentiale for reduktion af drivhusgasser fra landbrugets biologiske processer, siger han.
Klimarapport er overbudspolitik
Samtidig påpeger han, at der er flere elementer fra den indgåede trepartsaftale, som Klimarådet ikke tager højde for i sin rapport, som indeholder bud på, hvordan man kan opnå en reduktion af drivhusgasemissionen i 2050:
- Med trepartsaftalen er der lagt en ambitiøs plan for udtagning af landbrugsjord, som tager hensyn til både biodiversitet, vandmiljø og drikkevand samt det betydelige reduktionspotentiale i drivhusgasudledningen, som teknologierne kan bidrage med. Det er bestemt værd at tage med i beregningerne, inden der tages mere frugtbar landbrugsjord ud af drift.
- Afvikling af produktionen er ikke vejen frem. Udvikling er derimod, for vi bliver flere mennesker i verden
Hans Roust Thysen, klimachef, Landbrug & Fødevarer
Udvikling fremfor afvikling
I rapporten anbefaler Klimarådet blandt andet, at der skal være en reduktion i husdyrproduktionen. Men det er ikke nødvendigvis en god vej at gå, understreger Hans Roust Thysen.
- Afvikling af produktionen er ikke vejen frem. Udvikling er derimod, for vi bliver flere mennesker i verden, og forbruget og efterspørgslen af både animalske og plantebaserede fødevarer stiger. Det skal vi også forholde os til både som erhverv og samfund.
Trepartsaftalen, der blev indgået før sommerferien, har opbakning fra regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.
Nye anbefalinger fra Klimarådet ændrer landbruget fundamentalt