Formand for industrigruppen i 3F, Mads Andersen, besøgte forleden Emmelev A/S, som producerer klimavenligt biodiesel: Og det er en god ide at sikre danske arbejdspladser på området, mener han.
Biodiesel kan blive den nære fremtids klimavenlige brændstof til den tunge trafik herhjemme. Der er brug for, at vi fokuserer på de rigtige klimaløsninger, og at vi har fokus på, at der fastholdes og skabes danske arbejdspladser.
Det siger formand for Industrigruppen i fagforeningen 3F, Mads Andersen, som forleden besøgte virksomheden Emmelev A/S i Otterup på Fyn. Med på besøget var næstformand i 3F Nordhøjfyn, Jesper Knudsen, samt tillidsmand på Emmelev A/S, Garry Grant.
De fik en orientering om biodiesel, som er produceret på raps fra danske marker og kan medvirke til en hurtig og smertefri omstilling af den tunge trafik af blandt andet lastbiler og busser. Biodiesel kan umiddelbart bruges i de dieselmotorer, vi kender i dag. I Sverige kører mange busser og lastbiler på 100 procent biodiesel, og herhjemme er der i forvejen blandet biodiesel i den dieselolie, som sælges på tankstationer over hele landet.
Bør være mere biodiesel i fossil diesel
Hos fagforeningen er der opbakning til at man blander mere biodiesel i fossil diesel.
- Blandingen af biodiesel i fossil diesel bør øges af hensyn til klimaet, siger Mads Andersen.
- Dansk Industri er med langt fremme, når det gælder om at sætte klimamål, og vi er i 3F helt enige. Det vil være en historisk vigtig beslutning, hvis vi kan sikre mange arbejdspladser i sektoren og skabe endnu mere beskæftigelse. Der er en vis frygt for, at der sker en klimaudflytning til udlandet, og det gælder om at bevare vores virksomheder som fuldt ud konkurrencedygtige, siger Mads Andersen.
- Vi forsøger at påvirke udviklingen i den rigtige retning. I den forbindelse er en virksomhed som Emmelev A/S vigtig. Vi kan her og nu tilsætte biodiesel til brændstoffet spare Co2 samt sikre arbejdspladser lokalt og i hele Danmark, siger Jesper Knudsen.
Han lægger sammen med tillidsmand Garry Grant vægt på, at det for dem især handler om gode lokale arbejdspladser i Otterup i det politiske spil om klimaplanen på Christiansborg.
hka