Kantiner på Lolland-Falster går plantevejen

CELF’s kantiner har sagt farvel til energidrikke og pølsehorn. Med næsten 2.000 elever på Lolland-Falster vil køkkenleder Cecilie Flændsdal Specchio fremme grøntsagsrige retter og bæredygtige madvaner.

CELF's (Center for Erhvervsrettede uddannelser) kantiner på Lolland-Falster, der betjener næsten 2.000 elever, har droppet snacks som energidrikke og pølsehorn, som tidligere var populære blandt eleverne.

I stedet er der blevet indført et nyt, grønnere sortiment baseret på økologiske råvarer, skriver CELF i en pressemeddelelse.

For blot to år siden solgte kantinerne omkring 40.000 pølsehorn årligt. Men efter at Cecilie Flændsdal Specchio overtog rollen som køkken- og kantineleder, blev kursen lagt om, og hun er fast besluttet på, at maden har stor indflydelse på de unges trivsel:

- Når vi laver mad, tænker vi på elevernes trivsel og sundhed. Maden skal ikke bare smage godt, den skal også gøre godt. Derfor har vi valgt at fokusere på et mere simpelt udvalg med masser af grønt og bælgfrugter, der giver mæthed og energi til en lang skoledag, siger Cecilie Flændsdal Specchio.

Ifølge Sundhedsstyrelsen spiser kun 7 procent af unge mænd og 8,9 procent af unge kvinder mellem 16 og 24 år nok frugt og grønt, hvilket Cecilie og hendes team forsøger at ændre på. Kantinen har derfor også skabt et mere indbydende spiseområde med grønne planter og hyggelige kroge, der skal opfordre eleverne til at tage sig tid til at sidde ned og nyde deres måltider.

Udfordringer

Overgangen til en grønnere kantine har dog ikke været uden udfordringer. Da de gamle favoritter som pølsehorn og energidrikke blev fjernet fra sortimentet, mødte kantinen modstand fra eleverne.

- Det fik mig da til at tvivle et øjeblik, men vi har opbakning fra ledelsen, og nu begynder eleverne også at støtte omstillingen. Vi har delt gratis morgenmad, juice og smagsprøver ud, så de kan opleve og smage, hvad vi laver. Det har gjort en stor forskel for elevernes opbakning til kantinen, forklarer Cecilie Flændsdal Specchio.

Kantinepersonalet har også gennemgået kompetenceudvikling for at kunne tilbyde eleverne både velsmagende, plantebaserede retter.

CELF Kantiner er en del af Planteløftet, der har til formål at inspirere offentlige køkkener til at bruge flere økologiske planter i deres madlavning. Den 10. oktober deltager Cecilie Flændsdal Specchio i et live webinar, hvor hun vil dele opskrifter og erfaringer fra kantinens grønne omstilling, blandt andet opskriften på kantinens populære kopnudler.

Læs også