Hvordan er det at være landmand i dagens Danmark? Det ser en ny serie hos DR på. Første afsnit bliver sendt mandag aften.
Journalisten har sat Agerskovgruppens formand, Jens Peter Aggesen, stævne i hans dagligstue.
Så lyder det:
- Men det er jo slået fast af videnskaben, at der er klimaforandringer?
Jens Peter Aggesen svarer så:
- Det har der jo altid været. Klimaet har jo altid forandret sig. Et år mindre regn, et år tørke, et år mere sne, det ændrer sig jo hele tiden.
Udtalelsen slår tonen an i DR's nye dokumentarserie »Bondeblod«, der følger en deltidslandmand, et økologisk landbrug og altså Jens Peter Aggesen. De er hovedpersonerne i den nye DR-serie, der nu er udgivet på DRTV, og også vises på DR1.
Vores ambition med programmet er gennem tre familier at skildre livet som landmand i en tid med store forandringer og usikkerhed om fremtiden
Erik Struve Hansen, redaktionschef i Bred Kultur og Fakta, DR
Det første afsnit har fået titlen »I skælder os hele tiden ud« og her møder seeren Celine Nygaard Boysen og Sebastian Jelstrup Kolthoff, der driver et økologisk landbrug udenfor Give, men som er usikre på deres fremtid rent økonomisk.
Landbrug i en brydningstid
Derudover kan man også møde deltidslandmanden Anita Prehst, der håber at kunne holde liv i den eneste gård på hjemegnen, Belle Nygaard, samt altså Jens Peter Aggesen. Og der er en klar ambition med serien, lyder det fra DR.
- En af DR’s fineste opgaver er at give danskerne perspektiv, lade holdninger brydes og skabe anledning til samtaler, som gør os klogere på hinanden. Vores ambition med programmet er gennem tre familier at skildre livet som landmand i en tid med store forandringer og usikkerhed om fremtiden, siger Erik Struve Hansen, der er redaktionschef i Bred Kultur og Fakta i DR.
Hvert afsnit har en længde på en lille halv time, og det første afsnit blev sendt på DR1 mandag kl. 21:25 efter den sene TV-avis. De følgende to afsnit sendes de næste to mandage og hedder hhv. »Du skal ikke gøre en landmand sur« og »Hvem skal tage over efter os«.