Nye tal fra Kulturvaneundersøgelsen 2024 fra Danmarks Statistik viser, at voksne, som i deres barndom blev taget med til kulturelle begivenheder, i højere grad viderefører disse vaner med deres egne børn.

Blandt voksne med hjemmeboende børn, der blev taget med på museum, i teatret eller til koncert som barn, har 71 procent været på museum med deres børn inden for det seneste år. Blandt dem, der ikke blev taget med som barn, er andelen 43 procent, fremgår det af undersøgelsen.

For koncerter og musikfestivaler gælder samme tendens, dog med mindre forskel. Her har 45 procent af dem, der selv deltog som børn, taget deres børn med – mod 38 procent blandt dem, der ikke selv oplevede det i barndommen.

Generelt deltager voksne med hjemmeboende børn oftere i kulturaktiviteter end dem uden.

Bibliotek, en klar skillelinje

Fra 1987 til 2024 er deltagelsen steget i begge grupper, men især i 2012 var forskellen markant med 88 procent af forældrene og 77 procent af de øvrige voksne, der havde deltaget i mindst én kulturel aktivitet som biograf, koncert eller kunstudstilling.

Biblioteksbrug er en anden klar skillelinje. I hele perioden 1987-2024 har omkring 70 procent af voksne med hjemmeboende børn brugt biblioteket, mens andelen for voksne uden børn er faldet fra 59 procent i 2004 til 47 procent i 2024.

Undersøgelsen viser desuden, at 20 procent af de 30-55-årige forældre bruger biblioteket mindst én gang om måneden – mod 14 procent i samme aldersgruppe uden børn.

Børnevenlighed

Når det gælder deltagelse i koncerter og festivaler, spiller børnevenlighed en rolle. 23 procent af voksne med hjemmeboende børn, der ikke har været til koncert eller musikfestival det seneste år, angiver, at det ikke er børnevenligt, ifølge opgørelsen.

Til sammenligning angiver 14 procent det samme for biografbesøg og 12 procent for scenekunst og museer. Ingen angiver manglende børnevenlighed som årsag til ikke at have besøgt biblioteket.

Omvendt viser tallene også, at voksne uden hjemmeboende børn i nogle tilfælde er mere aktive – fx når det gælder kunstudstillinger. I 2004 var andelen her 34 procent mod 25 procent blandt voksne med hjemmeboende børn.