Gensyn med veteranen Ceasar på Store Hestedag
Der var gensyn med veteranhesten Ceasar, da Store Hestedag fandt sted. Over 29.000 gæster besøgte arrangementet.

Også i år var vejret med arrangørerne ved Store Hestedag, på samme måde som sidste år, hvor dette billede stammer fra. Arkivfoto
Nogle har været med få gange, og så var der også Ceasar. Den 26 år gamle friservallak kunne endnu en gang opleves på Dyrskuepladsen i Roskilde, da Store Hestedag fandt sted.
Deltagelsen i årets arrangement markerede 20-året for Caesars første optræden på Store Hestedag.
- Og Ceasar er ikke bare med. Han elsker det, lyder det ifølge arrangørerne.
Ceasar har gennem årene været med til lidt af hvert på Store Hestedag. Han har blandt andet deltaget i mønstringskonkurrencer, vundet Grooming Mesterskabet og i 2024 blev han udtaget til Dagens Hest. Sidste år kunne man også møde ham i en helt anden rolle, da han var model for EASE i forbindelse med en demonstration af massage, hedder det videre.
- To helt fantastiske dage
Arrangørerne var heldige med vejret. Efter masser af regn det meste af ugen, hvilket gjorde betingelserne svære for stævnedeltagerne i dressur og spring, kiggede solen frem i løbet af de to dage.
»Det blev to helt fantastiske dage med masser af heste, hunde og oplevelser. Sikke en dejlig stemning, I har skabt overalt på pladsen«, lyder det fra arrangørerne på Facebook.
Der var masser at se på for de mange gæster, der lagde vejen forbi. Blandt andet kunne man opleve Shetlandskuet og Welsh-skuet, hvor heste og ponyer i flere klasser blev vist frem og bedømt. Søndag præsenterede Mountain & Moorland et varieret program med blandt andet Leading Rein samt ride- og køreklasser.
Udover heste var der også mulighed for at se nærmere på både æsler og hunde. De besøgende kunne se hundene dyste i de sjællandske Grooming-mesterskaber, arrangeret af Nathalie Horse Care, hvor de blev shinet op på samme måde som heste og ponyer.
I løbet af weekenden besøgte 29.059 gæster pladsen.







































