Sonnys små traktorer giver voksne mænd julelys i øjnene

Han startede med at sælge ud af samlingen, da han fik sit tredje barn. 18 år senere lever Sonny Nielsen af at sælge modeltraktorer til andre samlere.

Han har en sending på 120 spritnye John Deere 8400’ere på vej. De 80 er allerede solgt, og resten skal nok også få ben at gå på. Når den nye Volvo-ged kommer hjem, skal der også nok blive rift om den.

Antallet af maskiner, der bliver skibet afsted fra Sonny Nielsens lokaler i Aars, kan uden tvivl gøre enhver maskinhandler grøn i hovedet af misundelse.

Sonny Nielsen har i snart 14 år drevet modeltraktor.dk. Det startede som en hobby, men er i dag hans fuldtidsbeskæftigelse.

- Jeg kommer aldrig til at skrive millionær på visitkortet, men det kører fint rundt, konstaterer han.

De første mange år foregik salget fra hjemmeadressen i Havbro, men i september i år rykkede han traktorlageret ind på de cirka 100 kvadratmeter i en tidligere cykelhandel i Aars. De 50 kvadratmeter med skråvægge, der var til rådighed derhjemme, var lige trangt nok til de cirka 6.000 enheder, han har på lager lige nu.

- Hvis jeg skal have det hele til at stå fremme, kunne jeg faktisk godt bruge 50 kvadratmeter mere, fortæller Sonny Nielsen.

Siku-traktor tændte gnist

Pladsmangel var i sin tid også en af grundene til, at Sonny Nielsen overhovedet gik i gang med at sælge modeltraktorer.

I en alder af 22 år – det er efterhånden 25 år siden – havde han genopdaget barndommens fascination af de små modeller af landbrugsmaskiner.

- Jeg havde leget meget med Siku- og Britains-traktorer som barn, og da der så landede en Siku-traktor i Specialbutikken, hvor jeg arbejdede, satte det noget i gang, fortæller traktorsælgeren.

De næste modeller blev ikke kun fundet i lokalområdet. Med hjælp fra en ven, der boede i England, blev der blandt andet sendt adskillige traktorer hjem fra de britiske øer.

Syv år senere – i 2005 – var samlingen vokset markant.

- Den rundede 1.200 modeller, men da vi skulle have barn nummer tre, blev det tid til at sælge ud, fortæller Sonny Nielsen, der hurtigt kunne se maskinerne forsvinde.

- I løbet af seks måneder var der under 600 tilbage, fortæller han.

Messer, markeder og klubber

Udover at gøre hobbyen til sin levevej, har Sonny Nielsen gennem årene blandt andet være med til at stifte Modeltraktorklubben.dk og er manden bag ModelHobby Messen, der løber af stablen to gange om året i Messecenter Vesthimmerland i Aars. Desuden deltager han på adskillige messer og arrangementer i både ind- og udland.

Da LandbrugNord møder ham i de nye lokaler i Aars, er han netop landet efter Stumpemarked i Herning. Inden da var han lige et smut på Agritechnica i Hannover for at få fingrene i et par specielle modeller. Holland er også altid en del af sæsonens program, mens man selvfølgelig heller ikke kan gå glip af det årlige Traktorado i tyske Husum.

Skal ikke længere pakkes ind

Generelt har han gennem årenes løb oplevet, at det er blevet mere og mere »legalt« at være samler.

- De fleste modeltraktorsamlere – også undertegnede – har for år tilbage prøvet det her med at gå ind og finde en traktor i en legetøjsbutik, og når ekspedienten så har spurgt, om den skulle pakkes ind, har man svaret »ja«, fordi man ikke helt turde være ved, at den var til en selv. Sådan er det heldigvis ikke mere, og ordet »nørd« er ikke længere et skældsord, konstaterer modeltraktorsælgeren.

Han vurderer, at omkring 95 procent af omsætningen består i salg til samlere – selvom traktorformede puder og blandede kasser med gamle traktorer til en rund 20’er også altid er store hits på messerne.

- Det er jo tit sådan, at hvis far skal have en traktor, så kan børnene også få en, som man må lege med, fortæller han.

Og han glæder sig hver gang, han kan se, hvad et køb betyder for en ægte samler.

- Det er altså fedt at se voksne mænd med mindst lige så store julelys i øjnene som børnene, når de har fundet lige den traktor, de har været på udkig efter, fortæller Sonny Nielsen, der også stadig selv kan mærke det gibbe i ham, når han får en speciel traktor hjem.

- Jeg har været lettere at imponere, end jeg er nu, men det sker da stadig en gang imellem, konstaterer vesthimmerlændingen, der altid har haft et blødt punkt for IH- og Mercedes-traktorer, mens den Volvo BM 2654 og BM 800, han selv har været med til at producere, også ligger hans hjerte nær.

Tyskere svinger forbi

Mens meget af salget foregår online og på messer, har Sonny Nielsen åbent for afhentning af bestilte varer hver torsdag eftermiddag. Afhentninger, der ofte også byder på en traktorsnak, måske et stykke kage og et kig på, hvad der gemmer sig på lageret og måske ikke lige har været på nettet.

- Folk kommer tit herfra med lidt mere end lige den ene traktor, de var kommet for at hente, griner han.

Og det er ikke kun lokale folk, der svinger forbi Modeltraktor.dk.

- Jeg har fået henvendelser fra tyskere, der gerne lige vil kigge forbi, når de har været på ferie nordpå. Jeg får også forespørgsler fra franskmænd, mens jeg også har en trofast kunde fra Rumænien, der kører lastbil, og næsten altid skriver, når han er i Danmark. Til ham får jeg tit sendt tingene til en tankstation i Padborg, hvor han så kan hente dem.

Lys fremtid

Mens salget kun er gået fremad i Sonny Nielsens tid i modeltraktorbranchen – lige med undtagelse af et par års corona-bump – ser himmerlændingen også positivt på fremtiden.

- Der er mange samlere og stor interesse for modeltraktorer. Det er selvfølgelig svært at svare på, hvad det kommer til at betyde, hvis vi engang i fremtiden kun har elektriske køretøjer og selvkørende maskiner i landbruget, men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at interessen er aftagende, vurderer han.

Og skulle interessen vare ved, er der god sandsynlighed for, at det også om mange år, er familien Nielsen, man skal gå til, hvis traktorsamlingen skal opdateres.

I hvert fald har Sonny Nielsens ældste søn, landbrugsmaskinmekanikeruddannede Jacob på 21 år, taget passionen til sig og har gennem mange år været en fast del af Modeltraktor.dk’s stande i både ind- og udland.

- Hvis butikken stadig eksisterer, når jeg engang skal på pension, kunne jeg da godt forestille mig, at han kunne finde på at tage over, fortæller Sonny Nielsen, der med sine 47 år dog fortsat har masser af år som modeltraktormand på fuld tid foran sig.

Læs også