De fleste danskere er stødt på Arlas ikoniske grønne og sorte mælkekasser, når de står stablet ved restauranter og institutioner–eller sågar sidder fast bag på en knallert. Men nu kalder Arla mælkekasserne hjem. Det er nemlig både CO2e-tungt og dyrt at producere de 250.000 nye kasser, der årligt skal erstatte de forsvundne. Som tak for hver returnerede mælkekasse donerer Arla 5 kroner til Arla Fondens arbejde med at inspirere og uddanne børn og unge i sunde og bæredygtige madvaner.
Selvom der er noget nostalgisk og hyggeligt over at se en mælkekasse bag på en knallert, har vi brug for dem til at transportere mælk i. Mælkekasserne har en levetid på 20 år, så det er ærgerligt, hvis de står og samler støv et sted fremfor at blive brugt til at transportere mælk og yoghurt
Henrik Lilballe Hansen, landedirektør, Arla, Danmark
Tårne af mælkekasser i børnehaver, opbevaring bag på knallerten eller sorteringskasser på lageret. Arlas mælkekasser er vældig praktiske, og måske netop derfor forsvinder tusindvis af mælkekasser hvert eneste år. Faktisk skal Arla hvert år producere hele 250.000 nye mælkekasser for at gøre det ud for de glemte, slidte eller forsvundne kasser.
Derfor kalder Arla nu de ikoniske grønne og sorte mælkekasser hjem. Det er nemlig både CO2e-tungt og dyrt at producere tusindvis af nye kasser hvert år, frem for at genbruge de mange brugbare mælkekasser, der findes rundt omkring i det danske land.
- Selvom der er noget nostalgisk og hyggeligt over at se en mælkekasse bag på en knallert, har vi brug for dem til at transportere mælk i. Mælkekasserne har en levetid på 20 år, så det er ærgerligt, hvis de står og samler støv et sted fremfor at blive brugt til at transportere mælk og yoghurt, siger Henrik Lilballe Hansen, der er landedirektør for Arla i Danmark og fortsætter:
- Vores mælkekasseindsamlinger nyder altid stor opbakning fra danskerne, og det håber vi gentager sig i år, så vi kan få så mange mælkekasser retur som muligt. Og som tak for hver returnerede mælkekasse vil vi igen i år donere 5 kroner til Arla Fondens arbejde for sunde og bæredygtige madvaner til børn og unge.
- Har I en stak kasser i baglokalet?
Det kan hurtigt hobe sig op i baglokalet, når landets restauranter og caféer hvert år får leveret millioner af liter mælk, fløde og andre mejeriprodukter i mælkekasser fra Arla. Derfor har Arla gjort det letf or virksomhederne at komme af med de tomme mælkekasser igen.
- Vi ved, at de danske restauranter og caféer har masser at se til, og at indlevering af mælkekasser nok ikke er øverst på huskelisten. Men heldigvis er der en nem og hurtig løsning, da de tomme mælkekasser altid kan sendes retur med chaufføren, som leverer mælk og mejeriprodukter til storkøkkenerne, siger Henrik Lilballe Hansen og fortsætter:
- Alternativt har både virksomheder og private mulighed for at aflevere deres tomme mælkekasser på den nærmeste genbrugsstation eller hos supermarkeder over hele landet, hvorfra de kommer retur til Arla. Og på den måde støtte op om Arla Fondens arbejde med at skabe sunde og bæredygtige madvaner for børn og unge.
Arlas indsamling af mælkekasser vil køre hele 2024.