Pinsesøndag – den 19. maj – er der mulighed for at besøge fire kødkvægsavlere, der holder åben fold fra klokken 10 til 16. Arrangementerne er gratis og alle er velkomne.

Blandt de deltagende besætninger er Bergs Simmentaler ved Hårby.

Rasmus Berg har sammen med sin far Hans Berg og lillebror Johan Berg 35 Simmentaler-kvæg. Kvæget græsser om sommeren på vådområder ned til Hårby Å. Når områderne bliver for våde, kommer dyrene hjem på noget højereliggende jord, inden de kommer på stald om vinteren.

Racen stammer oprindeligt fra Schweiz og er en intensiv race, der kan have en daglig tilvækst på to kg.

Bergs Simmentaler - fra Det Fynske Dyrskue.

Bergs Simmentaler - fra Det Fynske Dyrskue.

Hereford ved Odense

Også Hereford by Brems deltager på dagen.

Far og søn, Klaus og Mike Brems har sammen 20 moderdyr, primært af racen Hereford samt nogle Angus krydsninger.

Kalvene fødes primært i december og januar og kommer med køerne på sommergræs cirka 1. maj.

Kvæget går ude hele året rundt. Om vinteren er de at finde på ejendommen i Lindved, og om sommeren er dyrene på naturpleje forskellige steder syd for Odense.

Vinterfoder består af wrap ad libitum og tyrekalvene får derudover kraftfoder/korn efter fravænning i august/september.

- Dyrene er meget tillidsfulde - kom og se dem og hør nærmere om det at have kødkvæg, lyder det. Der serveres kaffe og kage.

Hereford by Brems.

Hereford by Brems.

Welsh Black ved Ringe

Er man interesseret i ikke bare kødkvæg, men også i arbejdet omkring holistisk afgræsning, skal man slå vejen forbi Holmelund & Ko ved Ringe.

Her har Trine Mehlsen og Jesper Langfeldt 75 kvæg af racen Welsh Black og krydsninger mellem Welsh Black og Aberdeen Angus. Kvæget græsser 56 hektar vådområdejord ned til Sallinge Å og om vinteren går køerne på en fold lige omkring ejendommen, hvor Trine og Jesper bor, mens ungdyrene og foldtyrene kommer på stald.

Klokken 11 og klokken 13 vil der være gåtur i engen, hvor Trine netop vil fortælle om deres arbejde med holistisk afgræsning. Derudover byder Trine og Jesper på gratis kaffe og kage. Der er mulighed for at handle i gårdbutikken på gården og købe en grillet oksekødspølse.

Jens Kimer, Skalkendrup viste også sidste år sine skotske højlandskvæg frem for interesserede til Kødkvægets dag.

Jens Kimer, Skalkendrup viste også sidste år sine skotske højlandskvæg frem for interesserede til Kødkvægets dag.

Skotsk Højlandskvæg ved Nyborg

Sidst med ikke mindst, åbner Kildegaarden Highland Cattle også for besøgende.

Her driver Jeanette og Jens Kimer-Jørgensen sammen Kildegaarden, hvor de har 50 kvæg af racen Skotsk Højlandskvæg. Nogle af Jeanette og Jens’ dyr hjælper med naturpleje i Nordenhuse og en ådal i Sulkendrup. Kvæget går ude hele året rundt og bliver fordret med blandt andet græs, hø og wrap.

På dagen kan du se og høre om dyrene hjemme omkring gården og gå en tur op på Skalkenbjerg, hvor der er en fantastisk udsigt ud over Storebælt.

På Kildegaarden finder du også Gute-får, kaniner og høns. På dagen byder Jeanette og Jens på gratis kaffe og kage. Der er mulighed for at handle i gårdbutikken på gården og købe drikkelse og en grillet oksekødspølse.

Fyns Kødkvægsudvalg

  • Kødkvægsudvalget repræsenterer alle kødkvægsracer og alle besætningsejere, uanset om de er medlem af en raceforening eller ej
  • Alle, der har kødkvæg, kan melde sig til at holde åbent på Kødkvægets Dag, som altid falder i maj
  • Udover Kødkvægets Dag arrangerer udvalget også et årsmøde i slutningen af januar med fællesspisning og en sommerudflugt i august/september

Åben fold

  • Bergs Simmentaler – Linien 9 og 11, 5683 Hårby
  • Hereford by Brems - Lindvedvej 36, 5260 Odense S
  • Holmelund & Ko - Gestelevlundevej 31, 5750 Ringe
  • Kildegaarden Highland Cattle - Skalkendrupvej 42, 5800 Nyborg