Nye regler for gold- og yverbehandlinger af malkekvæg

Nye regler betyder, at der skal tages en mælkeprøve af alle yverbetændelser, der bliver behandlet med antibiotika. Samtidig lempes kravet om mælkeprøver ved goldning.

Der er trådt nye regler i kraft for behandling af yverbetændelse.

Den 1. juni trådte en ny bekendtgørelse i kraft om dyrlægers brug af lægemidler til dyr.

Blandt de ændringer, der har fået betydning for mælkeproducenter, er reglerne for behandling med antibiotika ved goldning og yverbetændelse. Målet med ændringerne er at styrke det faglige grundlag for anvendelsen af antibiotika, og det vil forhåbentlig være med til at nedbringe forbruget til voksent kvæg.

Helt konkret er kravet blevet lempet til diagnostik ved goldning, mens kravet til diagnostik er blevet øget ved akut klinisk yverbetændelse hos malkende køer, skriver Seges på Landbrugsinfo.

Væsentlige ændringer

Seges nævner tre væsentlige ændringer ved brug af antibiotika til gold- og yverbehandlinger.

Blandt andet kan køer, som har haft over 200.000 i celletal på to ydelseskontroller inden for de sidste fire måneder før goldning, blive goldbehandlet med antibiotika, uden at der bliver udtaget mælkeprøver. Køer, der ikke opfylder de kriterier, kan stadig goldes med en positiv PCR / dyrkning før goldning.

Køer med klinisk yverbetændelse, der bliver behandlet med antibiotika, skal have taget en mælkeprøve inden behandling. Man skal aflevere prøven til en dyrlæge senest syv dage efter, at behandlingen er begyndt. Dyrlægen skal registrere analysesvar i Kvægdatabasen senest syv dage efter, at prøven er modtaget. De tilfælde, som man vælger at behandle med smertestillende midler, skal der ikke tages en prøve af.

- Det kan dog være fagligt fornuftigt at tage en prøve på nogle udvalgte tilfælde, lyder rådet fra Seges.

Bliver yverbetændelser behandlet med bredspektret antibiotika i besætningen, skal der inden da være lavet resistensundersøgelser af mælkeprøver, for at dyrlægen kan lave en besætningsdiagnose.

Der skal være mindst fem tilfælde af yverbetændelse med samme behandlingskrævende bakterie hos fem forskellige køer i løbet af de seneste seks måneder, som viser resistens over for simple penicilliner.

Både L&F Kvæg og Den Danske Dyrlægeforening bakker op om ændringerne.

Læs også