Seges har testet en ny magnetløsning fra Grønning Smede- og Maskinforretning til fuldfoderblandere fra Kongskilde/JF-Stoll.

Den nye test viser, at det er muligt at rense foderet i blanderen for tilsat ståltråd, skriver Seges på Landbrugsinfo.

Løsningen består af magneter, som monteres i toppen af blandesneglen og magneter indbygget i en specialfremstillet knivplade.

Magneter i foderblanderen vil dog ikke kunne garantere foder uden metalgenstande, og foderblandermagneter bør betragtes som et overvågningsredskab og et supplement til øvrige tiltag mod metalforurening af foder og ikke som en erstatning for god foderhygiejne, fastslår Seges.

Tidligere undersøgelser

Tidligere Seges-undersøgelser fra sidste år viste, at karmonterede magneter i Kongskilde / JF-Stoll fuldfoderblandere havde meget lille effektivitet, skriver Landbrugsinfo.

Samtidig så man, at magneter på afskubberarmen på en Kuhn Profile-fuldfoderblander havde større effekt, og at Strautmanns magnetløsning med to magneter på hver snegl var klart bedre end Kongskildes karmagnet og Kuhns magneter.

Stor magnetoverflade

Stor magnetoverflade er vigtig for tilbageholdelse af metal i fuldfoderblandere, så fremmedlegemerne ikke fortsætter ned i vommen eller netmaven på koen.

Det er desuden vigtigt, at de metalstykker, som magneterne har fanget, ikke kan slides af igen, når blanderen arbejder i foderet. Der bør være magneter, og helst flere, på hver snegl i blanderen, konkluderer Seges.

I løsningen fra Grønning Smede- og Maskinforretning kan knivplademagneten placeres nederst på sneglen og er tilgængelig via en udfodringsluge. Dermed kan den renses, uden at man skal ind og kravle i blanderen. Knivplademagneten kan monteres i blandere af andre fabrikater med samme boltafstand som Kongskilde, for eksempel Kuhn, BVL og Hi-Spec, skriver Seges.

Vedligeholdelse af magneter

Vedligeholdelse af magneter i fuldfoderblandere er generelt afgørende for at sikre deres effektivitet og overvågning af metalforurening af foderet.

Langt det meste materiale på magneten er foderrester og metalspån. I områder med mange magnetiske sten vil de også være stærkt repræsenteret i fangsten. Husk altid at medbringe en pose eller anden beholder til opsamling af magnetfangst, når der renses magneter, så fangsten på magneterne ikke bare ender i foderet igen, opfordrer Seges på Landbrugsinfo.