Kvægnoter

Nye krav til håndtering af nyfødte kalve

Opfylder du kravene til håndtering af nyfødte kalve pr. 2022? Det spørger rådgivningsvirksomheden Vestjysk om på deres hjemmeside.

Her peger de blandt andet på, at kravet om, at ko og kalv opholder sig sammen i mindst 12 timer efter fødsel skal opfyldes, hvis der er en kælvningsboks på bedriften, også selvom bedriften er etableret før 2010.

Er der ikke nok kælvningsbokse til alle, må man separere ko og kalv og anvende boksen til næste kælvende ko, også inden de 12 timer er gået, oplyser Vestjysk.

Er der derimod ingen enkeltkælvningsboks eller -bokse, må ko og kalv separeres i forbindelse med fødslen. Dette er dog kun gældende indtil 1. juli 2024, hvor der er krav om, at ko og kalv skal opholde sig sammen de første 12 timer efter fødslen.

Ud med udenlandsk oksekød

Lige nu mangler der danskproduceret rødt oksekød fra øverste kvalitetshylde i kølediskene. Samtidig bliver det store udbud af spædkalve på markedet snart endnu større. Det påpeger Karsten Willumsen, næstformand, L&F Kvæg i den seneste udgave af Kvægnyt.

Derfor ser han muligheder i kødkvægskrydsninger, som, han mener, vil kunne skubbe udenlandsk oksekød væk fra danske tallerkener.

- Kvier af kødkvægskrydsninger er som skabt til rødt og fedtmarmoreret velfærdsoksekød under 30 måneder, for eksempel Danish Crowns nye kviekoncept. Mens tyre af kødkvægskrydsninger er perfekte til velfærdskalvekød under 12 måneder, påpeger han.

Han opfordrer til, at man tænker alternativt og i nye løsninger, dels i forhold til fodring, dels til opstaldning, da kvierne skal fodres meget mere ekstensivt end tyrene.

- Men færdigfedes kvierne korrekt før slagtning, vil de blive til fantastisk godt oksekød med en god historie, fastslår han.

Kulden kan være hård ved patterne

Vinterkulden gør huden på køernes patter sårbar, og det øger risikoen for yverinfektioner. Det påpeger Seges i Kvægnyt.

Det er dog ikke kun kulden, man skal være opmærksom på, men også blæst. For hvis der både er træk og kulde, afkøles huden endnu hurtigere, påpeger Seges.

Du kan med fordel bruge tørre klude, hurtigttørrende pattedyp og eventuel afskærmning ved returgangen for at mindske risikoen for skader.

Seges kommer med tre tips til forebyggelse: 1. Brug tørre klude, 2. Brug hurtigtørrende og blødgørende pattedyp og 3. Sæt afskærmning op i returgangen.

Sidstnævnte for, at køerne ikke udsættes for vind lige efter malkning.

Dansk teknologi skal sikre australsk »mælkeguld«

Lyras er valgt til sikring af et af verdens dyreste mejeriprodukter, nemlig proteinet lactoferrin, som blandt andet bruges i modermælkserstatning til spædbørn. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Det er den australske fødevareproducent Beston Global Food Company har i en periode sikret sig eneret i Australien og New Zealand til den bæredygtige teknologi fra nordjyske Lyras.

Teknologien fjerner bakterier og sporer i fødevarer ved hjælp af teknikken raslysering, som er baseret på UV-lys. Teknologien sparer op til 90 procent energi og 60 procent vand i forhold til traditionel pasteurisering. På grund af den skånsomme behandling bevares desuden fødevarens naturlige næringsindhold, struktur og smag.

- Lactoferrin er meget varmefølsomt og taber cirka en tredjedel af sin aktivitet ved at blive varmet op. Derfor er det en stor gevinst, at producenter i stedet for at bruge traditionel pasteurisering, kan anvende vores teknologi, raslysering, fortæller Leif Brandt Iversen, senior sales manager hos Lyras.

Læs også