Fra kasserer til formand
Jens Kimer-Jørgensen er som den første fynbo valgt til formandsposten i Avlsforeningen for Skotsk Højlandskvæg.

Efter kassererposten siden 2015 er Jens Kimer-Jørgensen nu formand for Avlsforeningen for Skotsk Højlandskvæg. Han ses her i gårdbutikken, hvor der årligt sælges 10-11 dyr som udskæringer eller pålæg, og som nu står foran en udvidelse.
Allerede to år efter Jens Kimer-Jørgensen indledte sin nye tilværelse som kvægavler og derfor meldte sig ind i Avlsforeningen for Skotsk Højlandskvæg, kom han i foreningens avlsudvalg. Det var i 2013.
I 2015 valgtes den østfynske avler til bestyrelsen og blev kasserer. Det har han været indtil generalforsamlingen her i marts, hvor han stillede op som afløser for den mangeårige formand Niels Seidenfaden fra Karise, som ønskede at træde tilbage. Efter kampvalg blev Jens Kimer-Jørgensen foreningens første fynske formand.
En af opgaverne bliver at få flere medlemmer i foreningen, som lige nu tæller 170, heraf 146 aktive medlemmer.
Udvikle racen
- Men også at udvikle racen indenfor begge de grene, vi arbejder med. Det er dels racen som effektiv afgræsser i de flere og flere naturarealer, som skal plejes fremadrettet. Men også at fremelske produktionen af det smagfulde kød med korte muskelfibre, som er så attraktivt, understreger den nye formand som en slags programerklæring.
Ligesom de fleste kødkvægracer har Highland Cattle, eller Skotsk Højlandskvæg, som foreningen helst ønsker racen benævnt, oplevet en tilbagegang i antal dyr og besætninger de seneste år.
Lige nu går der herhjemme cirka 5.000 dyr i 400 besætninger med renracede »skotter« landet over. Dertil kommer en del dyr uden stamtavle.
- Årsagen skal blandt andet findes i prisniveauet for oksekød og produktionen, men også administrative byrder. Men vores race er rigtig god og robust til afgræsning hele året rundt. Derfor er Skotsk Højlandskvæg oplagt for både professionelle avlere med mange dyr eller hobbyavlere med et par enkelte dyr i folden, understreger den nyvalgte formand.