Brug kalk med omtanke ved behandling af mælkefeber

Det er kun tilladt for landmænd selv at behandle køer med mælkefeber i de første fire dage efter kælvning. For nok er mælkefeber typisk i perioden omkring kælvning med de klassiske symptomer; lammelse, kropstemperatur under 38,5 og kolde ører. Men tiden omkring kælvning er også højrisikoperiode for en lang række andre lidelser.

Det påpeger Seges Innovation i en meddelelse, og de minder om, at der er krav om, at det er dyrlægen, der i perioden ud over de fire dage efter kælvning skal undersøge og eventuelt behandle koen.

Køer kan godt få mælkefeber før kælvning og også senere end de fire dage. Det er dog ikke typisk for sygdommen, og man bør stærkt overveje, om koen lider af noget andet, bliver det påpeget.

»Det er så ærgerligt at overse eksempelvis en børslyngning før kælvning, fordi man troede, koen kun havde mælkefeber. Men faktisk kan en alvorlig coli-mastitis også føre til en lammet ko«, lyder det fra Seges Innovation.

Behandling kræver en sikker diagnose

Hvis en ko ikke er kommet på benene efter én behandling, er det som landmand ikke tilladt selv at behandle koen med kalk igen.

Seges Innovation peger på, at der for det første er en risiko for, at landmandens indledende diagnose ikke var korrekt, eller at der er opstået muskelskader eller knoglebrud. Derfor er det vigtigt at få dyrlægen på banen og få koen grundigt undersøgt, slår de fast.

For det andet er det ikke velfærdsmæssigt holdbart at have køer liggende, uden der er stillet en diagnose og givet en prognose for helbredelse.

7,5 procent af danske køer behandles for mælkefeber

I gennemsnit er cirka 7,5 procent af danske køer ifølge Seges Innovation omkring kælvning registreret med efterfølgende behandling af mælkefeber.

De oplyser, at tallet imidlertid dækker over en enorm variation fra hele 68 procent i nogle besætninger til nul procent i andre. Og i 13 procent af de besætninger, hvor der er kælvninger, er der ingen behandlinger for mælkefeber.

Seges Innovation mener, at 68 procent lyder som et urealistisk højt niveau af mælkefeber, og at det er sandsynligt, at der er tale om registreringsfejl. Derfor opfordrer de alle til at være grundige, når de registrerer sygdom og medicinforbrug.

De oplyser, at nyere udenlandske undersøgelser viser, at niveauet for forekomsten af mælkefeber ligger på tre til syv procent.

Derudover fremhæver de, at undersøgelserne desuden peger på, at der er en række risikofaktorer, som at ældre køer er i større risiko for at få mælkefeber, og Jerseykøer har en øget forekomst af mælkefeber sammenlignet med Holsteinkøer. Derudover er der en række forhold omkring fodring og management i goldperioden, der spiller ind.

Mælkefeber hos køer er symptom på større problem

Forebyggelse er altid vigtigt, men ligger besætningen over syv procent behandlede mælkefeber, bør der især sættes ind med forebyggende tiltag, råder Seges Innovation og fastslår, at de kliniske tilfælde af mælkefeber, hvor køer der bliver lammet, nemlig kun er toppen af isbjerget.

De konkluderer, at der er et langt større problem skjult i form af de køer, der ikke viser sygdomstegn, men som har subklinisk mælkefeber og lavt indhold af calcium i blodet omkring kælvning.

Både subklinisk og klinisk mælkefeber medfører en øget risiko for en lang række andre sygdomme, blandt andet tilbageholdt efterbyrd, mastitis og løbedrejning. Derfor er det vigtigt at have fokus på forebyggelsen, lyder opfordringen.

Mælkefeber hos køer kan forebygges

Seges Innovation fremhæver optimal goldkomanagement som en af nøglerne til at undgå mælkefeber. De bemærker, at det dog er vigtigt, at man ikke blander de forskellige tilgange, der er til goldkofodring.

Deres anbefaling er, at hvis man har valgt fasefodring, skal man følge den. Har man ikke valgt fasefodring, bør man følge de 21 anbefalinger i Danske anbefalinger for management af goldkøer.

De oplyser desuden, at tildeling af calcium-bindere, som eksempelvis X-Zelit, til foderet i den sidste del af goldperioden eller indgift af calciumbolus i munden umiddelbart efter kælvning, også kan være en god ide, hvis man vil gøre en indsats for at forebygge mælkefeber.

Giv kun kalk i blodet ved tydelig mælkefeber

Ifølge Seges Innovation kan nogle landmænd blive fristet til at behandle en ko, som de mistænker vil få mælkefeber, forebyggende med kalk i blodet. Men det har ofte den stik modsatte effekt, lyder det.

De giver følgende forklaring: »Når man giver kalk i blodet, stiger indholdet af calcium i blodet nemlig voldsomt. Koen er selv i gang med at mobilisere calcium fra sine depoter primært i knoglerne. Men med et højt niveau af calcium i blodet stopper mobiliseringen, for kroppen tror, at der er rigeligt calcium. Efter nogle timer falder blodets indhold af calcium imidlertid, og efter seks timer er niveauet af calcium i blodet lavere end udgangspunktet«.

Derimod anbefaler de, at man giver en calciumbolus i munden ved kælvning og igen 12 timer senere, hvis man vil forebygge mælkefeber.

Sådan kommer koen hurtigt på benene igen

Når køer med mælkefeber ikke rejser sig igen, er det ifølge Seges Innovation langt oftest på grund af komplikationer og skader, der er tilstødt og ikke selve mælkefeberen.

For eksempel er det vigtigt at sikre en ko med mælkefeber de bedste betingelser for helbredelse, som at koen ligger blødt. Der er nemlig risiko for, at der opstår muskeltrykninger, når koen er liggende.

Derudover peger de på, at der kan opstå skader, når koen forsøger at rejse sig, så underlaget bør være skridsikkert. Er der behov for at flytte en lammet ko, skal det gøres nænsomt på en båre eller plade. Samtidig skal koen beskyttes mod andre køer, der kan løbe den ned.