I kontrolåret 2021-2022 var den gennemsnitlige ydelse 10.543 kg mælk, 455 kg fedt og 381 kg protein, i alt 836 kg fedt plus protein. Det svarer til 11.118 kg EKM.

Forskellen fra året før er plus 25 kg mælk, plus et kg fedt og plus et kg protein.

Sådan lyder det fra RYK-Fonden og VikingDanmark, som har offentliggjort ydelskontrollen 2021/2022.

Mælkemængden er på 10.543 kg pr. år. Omregnet til EKM er resultatet 11.118 kg. Det er 26 kg mere end i 2020-2021.

Der er i alt 498.644 årskøer med i det endelige resultat. Det er 5.405 færre end året før.

248 køer pr. enhed

Antallet af driftsenheder er 2.014 styk, hvilket er 118 færre end året før. Gennemsnitsstørrelsen på en driftsenhed er fortsat stigende til 248 køer. Det er et plus på 12 styk.

Andelen af køer og driftsenheder i ydelseskontrollen er cirka 91 procent.

Oplysninger om højtydende køer samt ydelser for driftsenhederne offentliggøres i Viking Nyt, som forventes at være ude cirka 15. december, lyder det i en pressemeddelelse.

Resultaterne for de højest ydende køer og driftsenheder offentliggøres midt i december. Arkivfoto

Resultaterne for de højest ydende køer og driftsenheder offentliggøres midt i december. Arkivfoto

Sådan er det gået

Læs hvordan det er gået i kontrolåret 2021/2022.

Holstein

Holstein er den højest ydende race med 11.271 kg mælk, 11.506 kg EKM og 858 kg fedt plus protein. Antallet af holsteinkøer er i år faldet til 343.761, hvilket er en reduktion på 6.282 køer i forhold til 2020-2021. Holsteinkøerne har i årets løb øget ydelsen med 62 kg plus to kg fedt og ét kg protein. I alt en stigning på tre kg værdistof. Ydelsen i de renracede holsteindriftsenheder er steget med 55 kg mælk, to kg fedt og ét kg protein.

Jersey

Jersey øger antallet med 1.262 køer til 68.335. Der er ingen ændring i kg fedt i år, men protein øges med et kg. Sidste års fremgang i værdistof er i år reduceret til en lille stigning i kg værdistof på et kg. Jerseykøerne har ydet 9.931 kg EKM, en stigning på 20 kg og 779 kg fedt plus protein.

RDM

For Rød Dansk Malkerace er der igen i år tale om en reduktion i antal køer med 1.957 til 23.591 i forhold til 2020-2021. Ydelsen øges med 20 kg, mens fedt stiger med et kg, mens protein er uforandret. I værdistof er årsydelsen 788 kg, mælkeydelsen er på 9.735 kg og omregnet til EKM er det 10.417 kg for RDM-køerne.

Krydsninger

Der er 1.572 flere krydsningskøer i år, nu 62.957. Krydsningskøerne har i år en reduktion på 75 kg mælk, et fald i fedt med fire kg og protein med tre kg. Årsydelsen i kg EKM er 10.596, hvilket giver en tilbagegang med 79 kg sammenlignet med sidste år. Kg fedt og protein er samlet på 796 kg.

Blandede enheder

Antal blandede driftsenheder falder i år med 26 til 861. Der er 833 holsteindriftsenheder i år, hvilket er en reduktion på 75. Det betyder, at der igen er flere blandede driftsenheder sammenlignet med renracede holsteindriftsenheder. Blandede driftsenheder har i gennemsnit 277 køer. Cirka 48 procent af de ydelseskontrollerede malkekøer står i blandede driftsenheder.

Kilde: VikingDanmark

Arkivfoto: Erik Hansen

Arkivfoto: Erik Hansen

Sådan gik det i 2020/2021

Mens vi venter på oplysningerne om højtydende køer samt ydelser for driftsenheder, som offentliggøres midt i december, kan vi tage et tilbageblik på kontrolåret 2020/2021.

Hos Holstein blev det overlegent endnu engang Anderstrup Holstein fra Skørping i Himmerland med 582 kg fedt plus protein. Besætningen opnåede en ydelse på næste 16.500 kg EKM. Andenpladsen blev taget af Bjarne Vestergård Hansen fra Spjald, som tidligere har lagt nummer et, men denne gang opnåede 548 kg fedt plus protein. Espen Agger fra Lemvig tog tredjepladsen med 521 kg fedt plus protein.

Blandt jerseydriftsenhederne lagde Anders Peder Bang fra Ejby sig i spidsen i kontrolåret 2020/2021 med 952 kg fedt plus protein. Han blev efterfulgt af Palle Bjerggaard Hansen fra Ullerslev med 926 kg fedt plus protein. Og på en flot tredjeplads, Niels Ulrik Andersen fra Nørre Aaby med 917 kg fedt plus protein.

Ved RDM var det Lene og Palle Bæk Jensen fra Bindslev i Vendsyssel, som lagde sig i front. Eneste RDM-besætning med over 12.000 kg EKM og i spidsen med 916 kg fedt plus protein. Efterfulgt af Flemming Pedersen fra Fjerritslev med 910 kg fedt plus protein. Og på en tredjeplads Jacob Serup Pedersen fra Aarup på Fyn, som opnåede 905 kg fedt plus protein.

Nye tal på vej

Hos de blandede driftsenheder i kontrolåret 2020/2021 lå Lars Remme Larsen fra Sørvad i spidsen med 1.082 kg fedt plus protein. Efterfulgt af I/S Højvanggaard fra Holsted med 1.007 kg fedt plus protein. Og Jan Mogensen fra Videbæk med 1.006 kg fedt plus protein.

Sidst, men ikke mindst lagde Karsten Weinkouff fra Hjørring sig i front ved krydsningsdriftsenhederne med 971 kg fedt plus protein. Herefter Frank Bundgaard Bjørn fra Hobro med 890 kg fedt plus protein. Efterfulgt af Kim Ellebæk Hansen fra Middelfart med 859 kg fedt plus protein.

Tallene fra ydelseskontrollen 2021/2022 ventes offentliggjort 15. december.