Arlas priser til andelshaveren for for både konventionel og økologisk mælk forbliver i februar uændret. Arlas acontopris for konventionel mælk er ellers faldet med knapt 20 øre siden november sidste år, mens den økologiske har været stort set uændret.

I en meddelelse fra Arla lyder begrundelsen for at fastholde priserne uændret i februar som følgende:

- I den sidste halvdel af 2018 faldt de europæiske mælkemængder til under 2017 niveau. Det ser ud til at sidste sommers tørkepåvirking på foderlagrene, er begyndt at få indflydelse på produktionen i alle områder. Som et resultat heraf er industrimarkederne blevet holdt oppe bedre end forventet, med smørpriser der forbliver stabile og ostepriser der forbedres. SMP-markedet stabiliserer sig med stærk efterspørgsel fra Kina og Mellemøsten, hvor manglen på europæisk mælk presser priserne op. SMP handles nu over interventionsprisen for første gang siden medio 2017.

- Det økologiske marked er fortsat stabilt med de seneste prisstigninger, som opretholder de ønskede volumener for at efterkomme efterspørgslen.

Fra Arla lyder det, at udsigten for mælkeprisen for de kommende måneder er stabil med håb for en positive udvikling senere på året.

Fakta om mælkepriser

Arlas acontopris for konventionel mælk, baseret på non-GM foder, og for dem der har indberettet data til Arlagården Plus,  er i februar 250,3 øre/kg.*

Arlas acontopris for økologisk mælk er, for dem der har indberettet data til Arlagården Plus, er 325,9 øre/kg.  

For konventionel mælk er fedtværdien 29,95 kroner per kilo, og proteinværdien er 32,94 kroner per kilo. 

For økologisk mælk er fedtværdien 40,01 kroner per kilo, og proteinværdien er 44,01 kroner per kilo. 

Forventet efterbetaling og rente for 2019 er 7,6 øre, og forventet konsolidering er 10,9 øre. 

Tillæg for non-GM foder er 1 eurocent (7,4 øre) – dette kommer i anvendelse i takt med at andelshavere på de enkelte markeder inviteres til at indgå kontrakt om mælk baseret på non-GM foder.

Arlaprisen er 273,6 øre per kilo konventionel mælk og 349,2 øre per kilo økologisk mælk.**

* Acontoprisen er råvareværdien tillagt merbetalingen for bedste kvalitet, som udgør 4 procent af råvareværdien. Acontoprisen er det beløb, der kommer nærmest den l*øbende pris, som andelshaverne får udbetalt i løbet af året.

** I Arlaprisen indgår konsolidering, og det beløb Arla Foods amba'et genererer i form af en årlig efterbetaling. Arlaprisen inkluderer også de tillæg og fradrag, som andelshaverne kan få udover råvareværdien. Beløbene kan variere fra andelshaver til andelshaver.

 

Kvæg