KVÆGRÅDGIVNING - Vi har fået et stort fagligt fællesskab. Alle brænder for det kvægfaglige, og vi bruger hinanden på kryds og tværs med hver vores faglige spidskompetencer.

Louise Foged Kornfelt, der ved fusionen i november 2019 blev afdelingschef for alle kvægafdelingerne under Velas, glæder sig over det gode samarbejde, der på kort tid er lykkedes til fulde. Og det på trods af en introduktionsperiode, hvor corona har forhindret de mange nye kolleger i at mødes fysisk særlig ofte.

Kvægrådgivningen i Velas er fortsat en del af KvægrådgivningDanmark, der er den fælles kvægrådgivning mellem Velas, VKST og Bornholms Landbrug & Fødevarer. Samarbejdet betyder, at i alt 17 medarbejdere fordelt på fem huse på Fyn, i Jylland og på Sjælland og Bornholm bredt kan varetage rådgivningen af mælkeproducenter i hele landet.

Bred sparring

Louise Foged Kornfelt lægger ikke skjul på, at corona naturligvis har været lidt af en streg i regningen i arbejdet med at lære hinanden at kende, skabe tillid, samt finde og bruge hinanden kompetencer i specialområderne i det nye team, men at alt hurtigt har udviklet sig positivt i den nye flok.

- Vi har både nogle helt unge i teamet, men også mange erfarne og stærke rådgivere, der er meget selvkørende. Og holdningerne kan være forskellige i de enkelte huse, hvilket har ført til mange spørgsmål, og dermed har været grundlag for mange gode faglige snakke. Og vi har allerede lært meget af hinanden, understreger afdelingslederen og påpeger, at ikke mindst tilgangen til foderstrategi er meget forskellig mellem de enkelte landsdele, blandt andet på grund af, at de klimatiske dyrkningsforhold for grovfoder ikke er ens.

Med stillingen som afdelingschef er der kommet en del flere kilometer på landevejen og undervejs også en del taletid i telefonen, men Louise Foged Kornfelt understreger, at det kun gør arbejdet mere spændende, at hun nu også har kontortid rundt i de øvrige afdelinger.

- Ofte kombinerer jeg mine dage i afdelingerne i Jylland med de bedriftsbesøg, som jeg i forvejen havde hos jyske kunder.

Effektive Teams-møder

Med corona er de faste afdelingsmøder dog også blevet yderligere effektiviseret ved hjælp af Teams-møder.

- Vi var i forvejen vant til video-møder i forbindelse med det samarbejde, vi havde med Sjælland i KvægrådgivningDanmark. Men siden vi blev ramt af corona i foråret, er vi blevet meget afhængige af Teams-møderne, der også er blevet ret effektivt. Det var ikke sket på samme både, hvis ikke vi havde haft corona i landet.

På samme måde oplever de hos KvægrådgivningDanmark, at kunderne tager godt imod de møder, der er blevet afholdt som webinarer. Særligt har flere sat stor pris på, at de faglige møder optages og kan ses eller genses senere, når tiden er til det.

Klimatjek og Non-GM

I indeværende år har klimatjek hos Arlas andelshavere især fyldt godt i rådgivernes kalendere, og opgaven for 2020 skal ligge færdig ved udgangen af marts 2021.

- Det er en anden arbejdsgang, end vi er vant til. Det har dog været godt at være på forkant i snakken med landmændene om de forbedringer, der kan foretages på den enkelte bedrift, og som i sidste ende også kan give plus på bundlinjen, påpeger Louise Foged Kornfelt, der blandt andet nævner tiltag som forbedret energiudnyttelse, forbedret dødelighed, bedre udbytte i marken, en sænket kælvningsalder og færre kvier pr. årsko, som blot nogle af de mange tiltag, der kan tages fat på.

Desuden er der Non-GM-ordningen, der stilles krav om fra næste år ved alle Arla leverandører. Her venter også mange opstartsmøder for rådgivningsteamet, hvor der blandt andet skal ses på foderkontrakterne og grovfodersammensætningen.

- Selvfølgelig er der enkelte skeptikere i forhold til de nye tiltag, men når vi får en god snak om fremtiden, så kan kunderne sagtens se den økonomiske gevinst i optimeringen.

Hos KvægrådgivningDanmark er de seks ansatte, der er uddannet til at klare opgaven under Non-GM-ordningen, mens alle rådgivere er uddannet til at foretage klimatjekket. Der er her tale om uddannelser, som Arla står bag.

- Og det er gået rigtig fint i opstarten. Vi er i løbende dialog med Arla og har status-møder hver 14. dag, hvor vi får løst de eventuelle særtilfælde, som vi også vil støde på ude på ejendommene.

Fokus på foder

Af andre nye ting, der arbejdes med i kvægverdenen, er blandt andet fasefodring af goldkøer, som er et tiltag fra chefkonsulent Niels Bastian Kristensen hos Seges.

- Det er også en spændende rejse, hvor vi prøver at finde ståsted og henter erfaringer ude i besætningerne. Ligeledes er grænsen i foderrationen »170 gram råprotein« også meget oppe at vende. Hvor kan vi ligge i forhold til klima og ydelse, siger Louise Foged Kornfelt.

På det område er besætninger med i forsøg, hvor der fasefodres med protein, hvor køerne tildeles lidt ekstra i opstarten, hvorefter der skrues længere ned, som de kommer hen i laktationen uden at gå på kompromis med ydelsen. Igen et område, der handler om optimering.

Fremtidens kalvestrategi

Et andet af fremtidens fokusområder er kalvestrategien.

- Vi har snakket en del med Viking Danmark om, hvordan vi griber det an, når det ikke længere bliver muligt at aflive de tyrekalve, som der pt. er svære at afsætte og holde økonomien hjemme på. Her arbejder vi med løsninger som mere kødkvægssæd, flere kviekalve og forlænget laktation.

- Men det handler meget om, hvad der er et marked for, siger afdelingschefen og påpeger, at det nok vil blive nødvendigt at have nogle staldforhold klar til, at man selv kan beholde de dyr, der ikke lige er afsætning for.

- Det er en ny udfordring, men der er ingen der synes det er sjovt at aflive kalve. Det er kun gjort, fordi der ikke er økonomi i at lade dem leve. Det er kun tilsæt, så længe kalven går hjemme på mælk.

Fortrøstningsfuld

På årsmødet i Fynsk Kvæg, som skulle have været afholdt i den forgangne uge, skulle den hidtidige leder af kvægafdelingen i Vissenbjerg, og nu leder af hele Velas-kvægafdelingen, ville Louise Foged Kornfelt, haft lejlighed til at fortælle om de mange rådgivningsopgaver. Men også sit syn på fremtiden for kvægbranchen.

Her er hun overordnet set fortrøstningsfuld.

- Vi sidder med budgetterne for det kommende år lige nu, og det har da bestemt set værre ud. Fremover handler det meget om, de tillæg man kan få, for mælkeprisen kan vi ikke gøre så meget ved. Det handler derfor om at holde fokus på det, vi kan forbedre, pointerer Velas-lederen.

 

De bedste fynske køer

Højestydende besætninger

Ejer:                                                   Race:           Årskøer:     Kg mælk**        Fedt%          Protein%     Kg værdistof*

Anders Peder Bang, Husby           Jersey          162                            9.991        5,53                 4,22              975

Hasmarkgård, Hasmark                 Blandet        188                            12.945      3,92                 3,52              964

Søren Dyssemark, Bårdesø          Blandet        253                            12.537      3,97                 3,57              964

Jesper Sørensen, Lydinge             Holstein       126                            12.841      3,77                 3,51              935

Svend Erik Kruse, Tryggelev         Jersey          179                            9.105        5,79                 4,22              911

Peter Bjarne Petersen, Emmelev Blandet        340                            11.770      4,08                 3,56              899

Jacob Serup Pedersen, Kerte       RDM             380                            11.292      4,29                 3,67              899

Højestydende køer indenfor racerne

Ejer:                                            Race:           Far:              Kg mælk««   Fedt%          Protein%                     Kg værdistof*

Hasmarkgård, Hasmark          Holstein       DRH Jerut   19.614                3,83              3,16                                    1.371

Jesper Navne, Longelse          Holstein       VH Esset     18.719                3,76              3,57                                    1.371

Hasmarkgård, Hasmark          Holstein       D Sol            16.925                4,57              3,52                                    1.369

Jesper Navne, Longelse          Krydsning    VH Lingo     18.831                3,72              3,55                                    1.367

Otto W. Pedersen, Veflinge    Jersey          VJ Tester     11.793                6,75              4,79                                    1.361

Hanne Storm Brems, Bjerne   RDM             VR Babylon 16.382                4,53              3,69                                    1.346

Livsydelseskøer indenfor racerne:

Jørn Mickael Jensen, Espe     Jersey          Q Impuls     116.286             5,93              4,16           11.730 (13,7 år)

Lars A. Iversen, Stensby          RDM             Ferdi             120.904             4,74              3,69           10.191 (13,0 år)

Bent Nissen, Marstal                 Holstein       D Banker     125.328             4,55              3,49           10.088 (10,1 år)

 

*) Værdistof: Kg fedt + kg protein

**) Mælk: EKM (energikorrigeret mælk)

Kilde: RYK Ydelseskontrol 2019/2020

Kvæg