Tysk efterspørgsel efter svinekød skuffer under EM
Noteringerne udvikler sig forskelligt – udbuddet falder, men efterspørgslen lever ikke helt op til forventningerne, lyder det i en melding fra Danske Svineproducenter i deres »Rundt i Europa«

Arkivfoto
Udviklingen på det europæiske slagtesvinemarked er fortsat forskellig. Priserne i Spanien og Frankrig steg, mens noteringen i Holland blev nedjusteret efter stigningen i den foregående uge. I Danmark og Tyskland er noteringerne uændrede, skriver Danske Svineproducenter i deres oversigt »Rundt i Europa«.
I Tyskland er den forventede stigning i efterspørgslen i forbindelse med EM i fodbold udeblevet, hvilket formentlig skyldes det ret blandede vejr. Vejrudsigterne for de kommende dage er lidt mere grillvenlige, så der er en forsigtig optimisme på kødmarkedet i starten af ugen. Udbruddet af ASF i vildsvin i delstaten Hessen har næppe nogen væsentlig betydning for markedsudviklingen, bortset fra den korte usikkerhed hos nogle af markedsinteressenterne i de første dage efter fundet. Alt i alt er den tyske slagtesvinenotering derfor uændret.
I Danmark er noteringen også stabil efter et lille fald i den foregående uge. Efterspørgslen er i øjeblikket mindre end Danish Crown havde forventet. Derfor er udbuddet af grisekød, som p.t. er på lager, tilstrækkeligt.
Kødmarkedet i Spanien er mere tilfredsstillende, hvilket formentlig hænger sammen med feriesæsonen. Samtidig falder udbuddet markant. I sidste uge faldt den gennemsnitlige slagtevægt med 600 g. Kun Kinas udmelding om, at de vil indlede en antidumpingundersøgelse af import af grisekød fra EU, kombineret med truslen om at indføre told på grisekød og biprodukter fra EU, dæmper stemningen en smule. Samlet set steg noteringen dog med 2 cent (ca. 14 øre).
I Frankrig er det faldende slagtesvineudbud heller ikke tilstrækkeligt til at dække slagteriernes efterspørgsel, hvilket resulterer i en noteringsstigning på 3 cent (ca. 24 øre).
I Holland var noteringen dog ikke i stand til at fastholde det niveau, der var hævet ugen før, og er nu blevet nedjusteret med 2 cent (ca. 15 øre). Slagterierne mangler stadig de nødvendige impulser til at opjustere noteringen til et højere niveau.
I starten af den nye uge vækker det mere grillvenlige vejr og det overskuelige antal af slagteklare grise forsigtig optimisme blandt markedsinteressenterne i Tyskland. Der forventes en stabil prisudvikling – men der er også potentiale til en prisstigning.