Danish Crown-notering stiger fortsat
Danish Crown hæver noteringerne for køer og kvier med op til 100 øre. Eksporten til Sydeuropa trækker, og det lave udbud får priserne til at stige trods sommerferie.

Arkivfoto
Næste uge byder på en betydelig prisstigning for landmænd, der leverer kvæg til Danish Crown. Noteringen for køer og kvier over 42 måneder stiger med 100 øre, mens alle øvrige kategorier får en forhøjelse på 25 øre.
Ifølge Danish Crown Beef er årsagen til prisstigningen et lavt udbud i hele Europa – kombineret med en fortsat stærk efterspørgsel, særligt i Sydeuropa.
- Der er fortsat mere efterspørgsel i markedet, end udbuddet kan matche, og derfor sælges størstedelen af kreaturet fortsat godt. Det gælder især Sydeuropa, hvor de udsøgte udskæringer fra færdigfedede køer er meget efterspurgte, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Han tilføjer, at ferieperioden kan dæmpe markedet lidt, men det er uvist, hvor meget det vil påvirke priserne:
- Det plejer traditionelt at give en opbremsning, men det er svært at sige, hvilken påvirkning det får, når mængderne i markedet ikke er større.
Der er fortsat mere efterspørgsel i markedet, end udbuddet kan matche
Henning Sønnichsen, salgsdirektør, Danish Crown Beef
Stram styring af lagre
På trods af sommer og lavere aktivitet i industrien holder Danish Crown fast i høje priser og følger markedet tæt.
- Derfor holder vi lagrene stramme og holder os tæt på markedet, så enkelte delstykker ikke begynder at skride, og så bliver det interessante, hvordan markedet vil opføre sig på den anden side af ferieperioden, siger Henning Sønnichsen.
Også i Danmark er markedet i en god gænge. Detailhandlen tager fortsat pæne mængder oksekød ind, selvom priserne er steget.
Slagterier holder dampen oppe
Slagterierne under Danish Crown Beef har i sidste uge slagtet som forventet. Også i den kommende uge ventes det, at der vil være slagtet op. Slagteriet i Aalborg holder dog sommerferielukket i uge 28 og 29.