Grisenotering stadig uændret: - Ingen har rigtigt overblik over efterspørgslen

Udbuddet af slagteklare grise i blandt andet Tyskland er markant større end for et par måneder siden. Men det er svært at sige, hvor meget det udbud vil påvirke priserne i Europa den næste måneds tid, melder Danish Crown

Månedsskiftet til november markerer samtidig overgangen til julesortiment hos mange kunder i Europa. Det betyder et lidt ændret mønster i efterspørgslen, men det er der allerede taget højde i produktionsplanlægningen, skriver Danish Crown i sin ugentlige markedsberetning.

- Aktiviteten er endnu ikke på et højt niveau på tværs af Europa, men vi er allerede godt i gang med ordrer til de kunder, der leverer til julemarkeder, julefrokoster og lignende. Derfor har vi evnet at holde os ude af den værste kamp på det europæiske spotmarked indtil videre, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Der er fortsat en stabil eksport af frosne varer ud af Danmark. I sensommeren og det tidlige efterår blev der solgt en del frosne varer i Europa i forlængelse af EU’s støtteordning til privat oplagring, men det marked er nu stort set gået i stå, fordi der er et større udbud af fersk kød i Europa.

- Der er tryk på lige nu i flere europæiske lande, fordi udbuddet af slagteklare grise i blandt andet Tyskland er markant større end for et par måneder siden. Det er svært at sige, hvor meget det udbud vil påvirke priserne i Europa den næste måneds tid, fordi ingen rigtigt har overblik over efterspørgslen i et marked, hvor inflationen fylder rigtigt meget. Samtidig er det usikkert, hvor mange slagterier, der har interesse i at gå op i slagtekapacitet i perioden til jul, så der er en for årstiden usædvanlig usikkerhed i markedet lige nu, siger Mads Stougaard.

Noteringen ligger stadig på 12,40 kroner per kilo. Noteringen for søer er også uændret på 7,90 kroner.

Læs også