AgroMarkets: Amerikansk valg er også vigtigt for landbruget

Meget tyder på, at republikanerne tipper balancen i den amerikanske kongres ved midtvejsvalget, og dermed er USA kastet ud i en politisk ørkenvandring, som også er til ulempe for dansk landbrug, vurderer AgroMarkets’ finansanalytiker John Jensen.

Amerikanerne afholdt midtvejsvalg tirsdag, og selvom det kan lyde som noget, der kun kommer amerikanerne ved, så er dette valg i USA faktisk også rigtig vigtig for os i Danmark og den øvrige del af verden, mener AgroMarkets’ finansanalytiker John Jensen.

- Risikoen ved dette valg er, at republikanerne vinder flertallet både i Kongressen og i Repræsentanternes Hus. Sker det, så har vi en demokratisk præsident, men en præsident uden reel indflydelse, fortæller han.

Ifølge John Jensen vil det kaste USA ud i en periode af stilstand frem mod det næste valg i 2024. Et handlingslammet USA betyder også stilstand for Europa.

Dette midtvejsvalg er i høj grad et valg mellem den siddende præsident Bidens politik og den tidligere præsident Trumps. Trump benytter i disse dage enhver mulighed for at angribe Demokraterne og deres ledelse i skikkelse af præsident Biden.

Næsten 40 procent af vælgerne ser prisstigningerne og inflation som det vigtigste emne op til valget, og især Biden har talt for og gennemført store hjælpepakker, der nu ses som en klar hovedårsag til den høje inflation. Herefter mener amerikanerne, at landets økonomi og jobs er det næstvigtigste med omkring 30 procent af vælgerne. Biden har ikke formået at slå sin økonomiske politik fast og har heller ikke kunnet få printet ind i vælgernes bevidsthed, at det er ham, der har sikret en høj beskæftigelse.

Det kan måske også være udfordrende, fordi beskæftigelsen allerede lå højt, da han overtog præsidentembedet. 

- Til gengæld har Biden slået meget på klima og miljø, men idet vælgerne har sendt dette punkt solidt ned på en ottendeplads, så tager det nok ikke mange stemmer hjem i det brede USA, skriver John Jensen og fortsætter: 

- I dag har demokraterne flertal i begge kamre i kongressen, og med bare tabet af ét kammer er Biden politisk svækket. Taber demokraterne derimod begge kamre, så vil det kaste USA ud i to års ørkenvandring, hvor der reelt ikke kommer til at ske noget, men hvor beskyldninger fyger mellem de to partier i USA. Vi skal ikke regne med noget. Derfor var valget tirsdag en ren gyser og absolut ikke lige meget for os i Danmark.

Læs også