Bunden er endnu ikke nået, når det kommer til kreaturnoteringen. Danish Crown Beef sænker igen sin afregningspris.
Priserne på oksekød fortsætter de seneste ugers nedadgående tendenser. Det oplyser Danish Crown Beef i sin ugentlige markedsberetning, hvor man samtidig sænker noteringen på Dansk Kalv med 40 øre, mens alle øvrige kategorier får sænket prisskiltet med 50 øre.
Detailkæderne kører generelt på lavt blus, hvad angår dagligdagsprodukter, mens eksporten holder et respektabelt, men afdæmpet niveau, oplyser Danish Crown.
- Detailkæderne holder en smule igen. Hvor januar i tidligere år har været kendetegnet ved en relativ stor efterspørgsel på hakkekød, oplever vi en lidt svagere afsætning i år. Ordrerne er der stadig, men ikke helt i samme omfang – og efterspørgslen på de dyreste udskæringer er meget begrænset. Omvendt har vi nogle pæne kampagner inde hos forskellige kæder på andre udskæringer, så der er lyspunkter derude og bund i markedet, men hård konkurrence om prisen, lyder det fra Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Udfordringer i Fjernøsten
Eksportmarkederne tegner sig visse steder fortsat for en fin afsætning, hvor blandt andet de sydeuropæiske kunder lægger respektable ordrer, mens Danish Crown i Fjernøsten og på det afrikanske kontinent oplever udfordringer. Samtidig er markedet for biprodukter efter en lang periode med høj efterspørgsel aftagende.
Ifølge Danish Crown har prisudviklingen på biprodukterne – også kendt som den 5. fjerding – de seneste måneder været under et massivt pres, fordi gas- og oliepriserne er dykket igen. Normalt bliver biprodukterne afsat som råvarer til fremstilling af biogas og biodiesel.
- Samtidig oplever vi, at forretningen til Fjernøsten og Subsahara presses af både store lagre og et generelt markant lavere prisniveau, end vi tidligere har set, udtaler Henning Sønnichsen.